Antallet af danske unge, som oplever tegn på depression og stress, er stigende. Nyt forskningsprojekt indikerer, at der er en sammenhæng mellem unges selvrapporterede sociale status i samfundet og deres mentale helbred. Jo lavere de unge placerer sig på den sociale rangstige, jo dårligere har de det mentalt.

Foto ABW

Et stigende antal danske unge lider af dårligt mentalt helbred. Det viser de nyeste tal fra Den Nationale Sundhedsprofil. Undersøgelsen afslører, at næsten 30 % af unge mellem 16 og 24 år har et dårligt mentalt helbred. Det er lidt over hver femte mand i aldersgruppen, der har et dårligt mentalt helbred, mens det for kvinder er lidt over hver tredje.

Et nyt forskningsprojekt fra Arbejdsmedicin, Regionshospitalet Gødstrup i Herning undersøger, hvilke faktorer der har en sammenhæng med de unges dårlige mentale helbred, og de første indikationer tyder på, at der findes en stærk sammenhæng mellem de unges selvrapporterede placering på den sociale rangstige og deres mentale helbred. Det er en bekymrende sammenhæng, mener Christine Leonhard Birk Sørensen, Ph.d.-studerende på Regionshospitalet Gødstrup.

“Vi kan allerede nu se stærke indikationer i forskningsresultaterne, som viser, at de unges egen opfattelse af social status i samfundet og i skoleklassen har en stærk sammenhæng med deres mentale helbred. Jo lavere man placerede sig selv på den sociale rangstige, jo dårligere mentalt helbred blev rapporteret. Det er meget bekymrende, da det siger noget om den sociale ulighed, der eksisterer i vores samfund,” fortæller Christine Leonhard Birk Sørensen, Ph.d.-studerende på Regionshospitalet Gødstrup.

Stort behov for øget forskning og viden på området
Tallene fra Den Nationale Sundhedsprofil viser, at antallet af unge med dårligt mentalt helbred er stigende. Hvis man sammenligner med 2010, er den procentvise andel mere end fordoblet. Og det er en kedelig udvikling, der ifølge Christine Leonhard Birk Sørensen bør stoppes, før det får yderligere konsekvenser for de unge og for samfundet generelt.

“Formålet med forskningsprojektet er netop at opnå større viden om, hvad der kendetegner de unge, som oplever stresssymptomer og mentale helbredsproblemer, så vi bedst muligt kan målrette indsatsen og forebygge disse problemer, før de opstår”, siger Christine Leonhard Birk Sørensen og fortsætter:

“Mentale helbredsproblemer har desværre en lang række alvorlige konsekvenser, som både påvirker den unge selv og samfundet. Konsekvenserne kan bl.a. være nedsat indlæringsevne, risiko-adfærd, selvskade, selvmordsadfærd og uddannelsesmæssigt frafald, som på sigt kan føre til problemer med tilknytning til arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt med forskning, som kan belyse de områder, hvor vi som samfund skal arbejde forebyggende, før det er for sent,” afslutter Christine Leonhard Birk Sørensen.

Forskningsprojektet “Mentalt helbred og stress bandt unge” er støttet med 5 millioner kroner af Sygeforsikringen “danmark” i 2021. Sygeforsikringen “danmark” donerer igen i år i alt 150 millioner kroner til sundhedsfremmende projekter, til gavn for hele Danmark. Sundhedsdonationerne finansieres af en del af foreningens investeringsoverskud og går til projekter inden for sundhedsfaglig forskning, forebyggelse og oplysning.

Kort om forskningsprojektet; “Mentalt helbred og stress bandt unge”:

  • Forskningsprojektet undersøger om og hvordan, vi bedst muligt kan forebygge dårligt mentalt helbred og stress blandt unge, før de opstår.
  • Forskningen er baseret på selvrapporterede data fra to undersøgelser af 15-årige startet i henholdsvis 2004 og 2017 og med opfølgning med spørgeskemaer og registre frem til nu. (I alt knapt 17.000 unge).
  • Projektet blev påbegyndt i februar i år og forventes afsluttet i 2026.

Læs mere om forskningsprojektet: Mentalt helbred og stress blandt unge

https://sundhedsdonationer.dk/projekter/stress-og-mentalt-helbred-blandt-unge

Læs mere om Sygeforsikringen “danmark”s øvrige sundhedsdonationer https://sundhedsdonationer.dk/projekter

Kilde.