Kl. 11.00 målte færdselspolitiet med hjælp fra lasermåleudstyr hastigheden på en personbil til at være mindst 72 km/t under kørsel ad Stensbjergvej mod syd, selv om højst tilladte hastighed er 50 km/t, da vejen er beliggende i tættere bebygget område. Føreren var en 33-årig mand fra Roskilde, der i forvejen var frakendt kørekort og derfor ikke måtte sidde bag rattet i personbilen. Han deltog også i en narkometertest, der indikerede, at han var påvirket af kokain under kørslen. Efter at være blevet sigtet for de tre overtrædelser af færdselsloven blev den 33-årige kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Når analyseerklæringen foreligger, hører han nærmere fra politiet om sagens videre forløb.
Da den 33-årige ikke var ejer af personbilen, kan en 36-årig kvinde fra Køge som bilejer også forvente at blive sigtet for at have overladt føringen af bilen til en person, der ikke lovligt kunne være fører på grund af det manglende kørekort.