Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2022/01/05 til 2022/01/18.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Ting kastes ud ad vindue – Holmebækhuse, Herfølge – Køge

Kl. 16.32 kontaktede en yngre, lokal kvinde politiet, fordi hun var meget utryg ved en anden mands adfærd. Han havde smidt mange af sine ting ud ad vinduet, ligesom han gik rundt og råbte eder.
Politiet kørte til stedet og fik kontakt til en 32-årig mand fra Herfølge, som nu var begyndt at rydde op efter sig selv på gaden. Trods denne gode handling vurderede politiet dog, at han fortsat befandt sig i en tilstand, hvor det ikke kunne udelukkes, at han fortsat kunne skabe utryghed. Derfor blev han frihedsberøvet og bragt til politistationen i Roskilde, hvor han efter et lægetilsyn og en lægelig vurdering af hans sindstilstand blev anbragt i politiets varetægt, indtil han var faldet til ro. Det blev til godt fire timers ophold hos politiet, inden han blev løsladt og kunne tage hjem.

Personer flygtede fra bil – Nylandsvej, Køge

Kl. 22.30 bemærkede en patrulje fra den forebyggende afdeling, at to mænd pludselig løb væk fra en personbil, da de to mænd opdagede, at politiet var i nærheden.
Politiet kunne konstatere, at bilen var efterladt med nøglerne i tændingen, og at bilen ikke var meldt stjålet. Under politiets nærmere undersøgelser af bilen kom flere unge mænd til stede og afslørede et vist kendskab til bilen, men uden at ville erkende at have været i bilen kort forinden.
Da politiet ikke kunne få klarlagt, hvem de to undløbne personer var, inddrog politiet bilnøglerne og underrettede bilejeren – en 19-årig mand fra Ringsted – om, at bilnøglerne kunne afhentes på Køge politistation. Det gjorde bilejeren lidt senere på aftenen og kunne samtidig oplyse, at han havde lånt sin bil ud til en kammerat, der så igen havde lånt bilen videre til en tredje person.
Politiet havde en længere, forebyggende samtale med bilejeren om det hensigtsmæssige i denne adfærd, når han ikke havde helt kontrol over, hvem de reelle brugere af hans bil kunne være. Bilejeren fik dog ingen sigtelse for noget og forlod politistationen efter modtagelse af bilnøglerne.

Uheld i lyskryds – Snoldelev Bygade/Køgevej, Gadstrup – Roskilde

Kl. 17.24 skete et sammenstød imellem to biler i lyskrydset ved Snoldelev Bygade og Køgevej i Gadstrup. En 19-årig mand fra lokalområdet kørte ad Snoldelev Bygade i vestlig retning og frem i krydset ved Køgevej, hvor han kørte frontalt ind i en bilist, en 63-årig kvinde fra Køge, der kørte ad Køgevej mod syd. Politi og ambulance kørte til uheldsstedet, hvor de to bilister blev tilset. Ingen personer kom noget til, men begge biler fik skader. Patruljen optog rapport om uheldet, for at beskrive omstændighederne, herunder hvilken farve lyssignalet havde i hvilken kørselsretning.

Indbrud i forretning – Nørregade, Køge

Kl. 22.35 anmeldte vidner i Nørregade, at tre mænd netop havde knust butiksruden ind til en teleforretning, hvorefter de tre mænd knuste glasmontre, så de ved håndsindrækning kunne stjæle forskellige diverse mobiltelefoner af mærket Iphone. Bagefter flygtede de tre mistænkte ad Nørregade mod nord.

Politiet kørte til området for at lede efter de tre mistænkte, som blev beskrevet som:
A: Mand, Dansk af udseende, 18-30 år, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Mellemlangt, Iført: Sort hue, blåt mundbind, grå åbenstående jakke med lynlås, sort trøje under jakken, blå cowboybukser.

B: Mand, Kropsbygning: Almindelig, Iført: Sort jakke eller hættetrøje, der var trukket op over hovedet, hvidt mundbind, grå trøje, der stak ud for neden under jakken, sorte joggingbukser, sorte sko.

C: Mand, 18-30 år, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Iført: Grå hue, blåt mundbind, sort trøje med hvid skrift på hele fronten og sort bagpå, sort joggingbukser med hvid skrift på benene og hvide sko.

Politiet fandt ikke de mistænkte og foretog undersøgelser af gerningsstedet i et forsøg på at finde tekniske spor, der kan være med til at identificere de tre mistænkte.

Lokalpolitiet i Køge hører gerne fra yderligere personer, der har bemærket de tre mænd i området før, under og efter indbruddet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Varetægtsfængsling – Narkobesiddelse – Ejby, Lille-Skensved – Køge

En 29-årig mand fra Lille-Skensved endte med at blive varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 10. februar 2022, da han blev fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Roskilde torsdag eftermiddag.
Han var onsdag blevet anholdt, efter at politiet ved en ransagning af to adresser, som den 29-årige havde en tilknytning til, havde fundet ca. 100 gram kokain, ca. 300 gram hash, en digitalvægt og et femcifret kontantbeløb, som ifølge politiets opfattelse stammede fra handel med euforiserende stoffer.