Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2022/03/15 til 2022/03/29.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Penge stjålet fra kvinde – Brogade, Køge

Kl. 13.24 anmeldte en 67-årig kvinde fra Køge, at hun havde fået stjålet 6.000 kr. i kontanter fra sin taske. Hun havde i tidsrummet kl. 12.15-12.30 i en pengeautomat i Brogade hævet pengene, som blev lagt i tasken, inden hun gik videre på indkøb i Brogade.
En ekspedient i en af butikkerne havde bemærket, at den 67-åriges taske stod åben, hvorefter hun opdagede, at pengene var blevet stjålet. Hun havde intet bemærket under indkøbsturen gennem Brogade, hvorfor hun var overrasket over tyveriet.

Politiet hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt omkring hæveautomaten og i Brogade efterfølgende i det oplyste tidsrum. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Vanvidskørsel – Spirituskørsel mv. – bil beslaglagt – Stensbjergvej, Køge

Kl. 13.55 målte færdselspolitiet en bilist til at køre med mindst 85 km/t ad Stensbjergvej i nordlig retning ud for Norsvej, selv om Stensbjergvej er beliggende i tættere bebygget område med højst tilladt hastighed på 50 km/t.
På måletidspunktet bemærkede færdselspolitiet, at en børnehave med børn i trafikgule veste opholdt sig ved lyskrydset ved Norsvej, inden de ville krydse vejen.
Færdselspolitiet fik standset bilisten, der kørte i en norsk registreret personbil. Føreren var en 46-årig dansk mand, men bosiddende i Norge, som indledningsvist blev sigtet for hastighedsovertrædelsen.
Ved en nærmere kontrol af føreren viste det sig, at han havde haft kørselsforbud i Danmark siden 2011 og derfor ikke måtte være fører af personbilen.
Den 46-årige mand deltog også i en alkometertest, der gav et så stort udslag for påvirkning af alkohol, at politiet kunne mistænke ham for såkaldt vanvidskørsel ud fra en formodning om, at analysen af den udtagne blodprøve ville afsløre en alkoholkoncentration i blodet på over 2,0 promille.
Politiet beslaglagde derfor den 46-åriges personbil med henblik på senere konfiskation i et retsmøde, som han vil blive indkaldt til, når sagerne om de forskellige overtrædelser af færdselsloven skal afgøres strafferetligt.

Færdselsuheld – Gammel Slimmingevej, Slimminge, Ringsted – Køge

Kl. 20.27 anmeldte en 38-årig mand med bopæl i lokalområdet, at hans bil var blevet påkørt af en anden bilist, der efterfølgende var stukket af fra stedet.
Politiet kørte til Gammel Slimmingevej og fik klarlagt, at den 38-årige under kørsel ad Gammel Slimmingevej var blevet overhalet af en anden bilist, der ifølge den 38-årige kørte med høj hastighed. Da den anden bilist vendte om og kom retur mod den 38-årige, fik han stoppet bilisten i den hensigt at påtale hastigheden under kørslen. Efter en kort samtale kørte bilisten ind i fronten af den 38-åriges bil og stak efterfølgende af fra stedet.
Politiet efterforsker nu sagen i et forsøg på at få identificeret den anden bilist, hvis nummerplade er blevet aflæst og derfor indgår i efterforskningen med at identificere føreren. Ingen kom til skade som følge af påkørslen i anledning af uoverensstemmelsen om kørslen på offentlig vej.

Person reddet op af Køge å – Gammel Køgegaard, Køge

Kl. 11.59 havde en 22-årig kvinde kontaktet alarmcentralen og givet udtryk for, at hun var ked af det. Hun havde oplyst, at hun opholdt sig på Gammel Køgegaard i Køge
Her fandt politiet frem til kvinden, der faktisk stod ude i Køge å og ikke ville komme ind på bredden. Politiet måtte derfor en tur i vandet for at redde den 22-årige kvinde i land, hvorefter hun blev bragt til et sygehus til fornøden behandling.

Færdselsuheld – Ejbyvej, Lille-Skensved – Køge

Kl. 13.33 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et færdselsuheld, efter at en person på en såkaldt crosser var blevet påkørt.
Det viste sig, at en 37-årig mand fra Bjæverskov var kørt i en varebil i nordlig retning ad Ejbyvej mellem Spanagervej og Salbyvej, da han af ukendte årsager bagfra påkørte 84-årig mand fra Lille-Skensved, der kørte i en crosser også i nordlig retning. Den 84-årige blev skubbet ud i grøften og blev efterfølgende bragt til skadestuen til kontrol. Han var tilsyneladende sluppet uskadt fra påkørslen, som politiet nu undersøger nærmere i forbindelse med rapportoptagelsen omkring sammenstødet mellem de to trafikanter.

Musik til ulempe stoppede af sig selv – Ellevej, Strøby Egede, Køge – Stevns

Kl. 13.19 fik politiet en henvendelse fra en lokal borger, som følte sig generet af høj musik fra området formentlig ved en ungdomsklub og et grønt område.
Politiet kørte til området og fik kontakt til en flok unge mennesker, der hyggede sig med at spille fodbold i det gode vejr. På stedet var også et stort musikanlæg, som dog ikke gav nogen lyd fra sig, idet anlægget ifølge de unge var løbet tør for strøm.
De unge blev rådet til at hygge sig med fodboldspillet og i mindre grad med det larmende musikanlæg, som politiet ville beslaglægge, hvis musikanlægget senere på dagen igen gav anledning til væsentlig forstyrrelse for de omkringboende. Ingen blev sigtet for noget i anledning af politiets kontrol i området.

Narkokørsel – Københavnsvej, Køge

Kl. 00.25 blev en 24-årig mand fra Brønshøj anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev stoppet af en patrulje i krydset Lyngvej/Københavnsvej i Køge En narkotest viste positiv for hash, så han blev taget med til en blodprøve, hvorefter han blev løsladt.

Narkokørsel – Køgevej, Gadstrup – Roskilde

Kl. 13.00 anholdt og sigtede færdselspolitiet en 29-årig mand fra Herfølge for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil ad Køgevej ved Skalstrup. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer (mistanke om cannabis).

Forsøg på bedrageri i genbrugsbutik – Støberivej, Køge

Kl. 13.05 anmeldte personalet i en genbrugsbutik, at tre udlændinge havde forsøgt at snyde med prisen på en vare, idet de havde byttet rundt på prismærker.
Politiet fik i butikken kontakt til en kvinde på 27 år samt to mænd på 30 og 40 år alle fra Rumænien, der ifølge overvågningen som kunder i butikken havde forsøgt at bytte rundt på prismærker på to rygsække, således at de ville snyde butikken for 210 kr. i forbindelse med købet.
Butikspersonalet havde dog opdaget snyderiet og tilkaldt politiet, der anholdt de tre rumænere, der blev sigtet for forsøg på bedrageri over butikken. Efter afhøring til sagen og betaling af bøderne til dem hver især løslod politiet de tre personer.

Mand sur på politiet – Søndre Alle / Blegdammen, Køge

Kl. 15.48 standsede en patrulje på Blegdammen ved vigelinjen og fodgængerfeltet ved rundkørslen ved Søndre Alle, da en mand var ved at passere kørebanen i fodgængerfeltet.
Da manden opdagede patruljebilen, tilkendegav han sin mening om politiet med begge hænder med strittende langemand midt under trafikafviklingen på stedet.
Patruljen rettede umiddelbart efter henvendelse til manden, der blev skønnet påvirket af euforiserende stoffer, ligesom han fremtrådte ophidset og aggressivt over for politiet.
Manden ønskede ikke at oplyse sit navn mv., hvorfor politiet anholdt ham med henblik på konstatering af hans identitet i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af meningstilkendegivelsen i fodgængerfeltet.
I forbindelse med anholdelsen satte han sig til modværge, ligesom han verbalt gav sin mening til kende om politiet med mindre pæne ord. Ved visitationen af den anholdte fandt politiet ham i besiddelse af en ulovlig kniv.
Den anholdte blev indbragt til Køge politistation, hvor en anden politimand genkendte den anholdte som en 27-årig mand fra Herfølge. Da han fortsat var udadreagerende, blev han efterfølgende bragt til politistationen i Roskilde, hvor han efter en lægeundersøgelse blev anbragt i detentionen, indtil han var faldet til ro og blevet afruset.
Først på aftenen var den 27-årige faldet så meget til ro, at han efter afhøring til de forskellige overtrædelser af lovgivningen kunne løslades. Han vil dog senere høre nærmere fra politiet, når de mange sager skal afgøres.

Narkokørsel – Karlemosevej, Køge

Kl. 00.35 anholdt og sigtede politiet en 19-årig mand fra Ishøj for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, idet politiet mistænkte ham for at være påvirket af cannabis under kørslen.
Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge

Kl. 05.32 var to bilister stødt sammen på motorvejen i det østgående spor på motorvejen ved Bjæverskov.
Det viste sig, at en 53-årig mand fra Sorø havde lavet en opbremsning på grund af trafikophobning foran ham, så han efterfølgende kørte med lav hastighed ad motorvejen.
En 50-årig mand fra Slagelse opdagede dette for sent på grund af en højere hastighed, og da han ikke nåede at bremse, påkørte han derfor den 53-åriges bil, som blev skubbet ind i autoværnet midt på motorvejen.
Parterne var begge sluppet uskadte fra uheldet, og de sørgede selv for at få fjernet deres køretøjer fra motorvejen. Politiet registrerede blot parterne og omstændighederne ved uheldet.

Kvinde omkommet i brand – Holmebækhuse, Herfølge – Køge

kl. 15.35 ringede en kvinde selv alarm 112 og sagde, at der var ild i en dyne. Politi og brandvæsen kørte hastigt frem, hvor der var kraftig røgudvikling i huset. En betjent forsøgte at finde personer i huset, men kunne ikke komme ind i stuen grundet den kraftige røg og flammer. Brandvæsnet røgdykkere kom kort efter ind i huset, hvor der blev fundet en omkommet person. Der blev ikke fundet øvrige personer eller dyr i huset. Politiet evakuerede de omkringliggende boliger i tilfælde af, at branden skulle sprede sig. Branden blev slukket før den spredte sig til andre huse, og der blev tilkaldt kriminalteknikere til at undersøge brandstedet.

Den omkomne blev undersøgt, hvor det blev fastslået, at der var tale om en kvinde, som formodes at være beboeren i huset. Der blev ikke fundet noget mistænkeligt omkring brandstedet eller den omkomne, som vil blive obduceret i denne uge. Først her kan kvinden endeligt identificeres. De pårørende til beboeren er blevet underrettet om branden. Brandundersøgelsen skal at forsøge at afklare, hvorfor dynen brød i brand og årsagen til, at kvinden døde.

Falsk bankmand fik betalingskort – Køge

Kl. 18.03 anmeldte en 76-årig kvinde fra Køge, at hun på et tidspunkt mellem kl. 16.00-17.00 havde talt med en fremmed mand, der havde oplyst at ringe fra Nordea i KøgeDen fremmede mand havde oplyst, at mange udenlandske mænd var i gang med at hacke sig ind på den 76-åriges konto, hvorfor hun skulle aflevere sit betalingskort til en person, der ville komme til hendes bopæl kort efter.

Lidt senere havde den 76-årige udleveret sit betalingskort til den mand, der dukkede op ved hendes bolig. Han blev beskrevet som dansktalende, 25-30 år, 170-175 cm høj, spinkel af bygning, brunlig hud, sort hår, iført hvid skjorte og cowboybukser.

Efterfølgende var den 76-årige blevet mistænkelig og havde kontaktet et familiemedlem, der anbefalede at anmelde forholdet til politiet.En patrulje kørte efterfølgende i tryghedsskabende øjemed til den 76-åriges bopæl for at afhøre hende om de nærmere omstændigheder ved den falske bankmands henvendelse.

Færdselsuheld – Vordingborgvej, Køge

Kl. 08.04 rykkede politiet ud til et færdselsuheld mellem to bilister ud for en tankstation.
Det viste sig, at en 58-årig mand fra Præstø havde nedsat farten under kørsel ad Vordingborgvej mod nord, idet han ville svinge til højre ind på en tankstation. Det overså en bagfra kommende, 20-årig mand fra Herfølge, så han påkørte bagenden af den 58-åriges bil. Påkørslen medførte, at den 58-åriges bil blev skubbet fremad og kørte ind i både en lysmast og en reklamestander ved tankstationen.
Ingen kom til skade ved uheldet, som politiet blot registrerede omstændighederne ved. Køge Kommune blev som ejer af lysmasten underrettet om skaden på denne.

Utryghedsskabende mand – Køge

Kl. 17.56 fik politiet de første henvendelser om en utryghedsskabende mand, der blev skønnet uligevægtig. Han havde ifølge anmeldelserne grebet fat i en kvindes ben og været lidt truende under sin færden på Skovparken, Køge Et par patruljer kørte til området for at lede efter manden, som dog var forsvundet i første omgang. Politiet fik kontakt til en kvindelig anmelder, som dog ikke ønskede noget videre fra politiets side.

Kl. ca. 18.30 lykkedes det at finde manden, som var en 30-årig, spirituspåvirket mand fra Herfølge. Han blev ikke sigtet for noget, men henvist til at tage hjem, hvilket han var indforstået med og gik fra stedet, hvor politiet traf ham.

Kl. ca. 19.25 fik politiet igen en henvendelse om den 30-årige, der nu skabte utryghed på Huginsvej, Køge Kort efter fik politiet igen kontakt til den 30-årige, som tilsyneladende ikke havde fulgt politiets opfordring om at tage hjem. Han blev nu frihedsberøvet for at undgå yderligere anmeldelser om utryghed og forblev efter en lægeundersøgelse i politiets varetægt frem til midnat, hvor han blev løsladt.

Trusler mod beboer i opgang – Fasanvej, Køge

Kl. 20.49 anmeldte en 37-årig mand fra Køge, at han var blevet truet på livet af en underbo fra samme beboelsesejendom, som anmelderen selv boede i.Den 37-årige var blevet kontaktet af underboen, der havde klaget over støj fra den 37-åriges lejlighed. Det var den 37-årige uenig i, hvorefter der var opstået en kortere diskussion mellem de to mænd, inden den 37-årige blev truet med en kniv, som underboen pludselig tog frem.

Den 37-årige smækkede døren til sin bopæl i, hvorefter han kunne høre, at kniven blev hugget flere gange i døren.
Politiet kørte til stedet og fik kontakt til underboen, der stadig var i besiddelse af en kniv med en bladlængde på ca. 12 cm. Han blev anholdt og identificeret som en 45-årige, spirituspåvirket mand fra Køge, der blev sigtet for trusler på livet over for den 37-årige samt overtrædelse af knivloven. Den anholdte forblev i politiets varetægt til afrusning frem til søndag formiddag, hvor han blev løsladt efter afhøring til sagerne.

Brandundersøgelse – Vestre Ringvej, Borup – Køge

Kl. 23.10 slog en forbikørende bilist alarm på grund af brand i en henstillet bil på parkeringspladsen på Vestre Ringvej ved Vestmotorvejen.
Brandvæsnet fik slukket ilden, der ifølge anmelderen var opstået i bilens kabine, og som brandvæsnet fik begrænset hertil. Der var ikke andre biler på parkeringspladsen.

Politiet fik kontakt til bilens ejer, som oplyste, at bilen i løbet af lørdagen var blevet stjålet fra Næstved. Årsagen til branden i bilen skal nu undersøges nærmere ud fra en mistanke om, at der kan ligge en kriminel handling bag. Området ved parkeringspladsen blev rutinemæssigt undersøgt for spor efter personer, der kan mistænkes i forbindelse med branden i den stjålne bil.

Tog fejl af pedaler og kørte galt – Møllebækvej/Skovledsvej, Herfølge – Køge

Kl.07.20 kørte en 89-årig kvinde fra Odense galt i vejkrydset Møllebækvej/Skovledsvej i Herfølge. Hun kørte ad Skovledsvej frem mod T-krydset, hvor hun ved en fejl ramte gaspedalen i stedet for bremsen. Bilen accelererede derfor uventet hurtigt, så svinget blev for bredt og bilen kørte af vejen og igennem et krat på Møllebækvejs nordlige side. Både føreren og en passager, der sad på forsædet kunne ikke komme ud, da bilens døre var blokeret af træer og buske. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor bilen blev trukket ud af krattet. De to personer blev tilset i ambulance, men de var begge sluppet uskadt fra uheldet. Politiet registrerede uheldet og orienterede Køge Kommune om de beskadigede træer.

Voldsom butikstyv – Ølbycenter, Køge

Kl. 08.32 tilbageholdt personalet i Lidl en mand, som forladt butikken uden at betale for en wienerstand – en såkaldt prinsessestnadn og noget morgenbrød. Manden havde ved kassen betalt for nogle mejeriprodukter, men brødet havde han lagt i en bærepose, som han tog med igennem kassen uden at betale. Butikstyven blev voldsom over for personalet, da han blev stoppet, og slog ud efter en medarbejder, som blev ramt i ansigtet. Herefter løb han fra stedet i vestlig retning.

Politiet kørte til stedet, hvor de søgte efter de flygtende mand, men ikke fandt frem til ham. Personalet og vidner på stedet blev afhørt, og der blev indhentet videoovervågning fra butikken. Mandag formiddag henvendte en mand sig i ekspeditionen på Køge Politistation og erkendte, at han havde stjålet fra Lidl. Den 57-årige mand fra Køge, blev sigtet og afhørt til sagen. Han kan forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Dom i sag om rambukindbrud – Nørregade, Køge

To mænd fra Rumænien på 29 og 39 år blev i går ved Retten i Roskilde idømt 6 måneders fængsel og udvist med et indrejseforbud i 6 år for et indbrud begået med en bil som rambuk. Indbruddet blev begået mod elektronikbutik i Nørregade i Køge natten til torsdag d. 27. januar i år. Flere naboer til butikken blev vækket af braget, da bilen kørte ind i facaden. De to mænd blev anholdt kort efter, og har de siden siddet varetægtsfængslet i sagen.

Politiet har i mellemtiden efterforsket sagerne om rambukindbrud i flere butikker i Køge, herunder et tidligere indbrud i samme elektronikbutik. Der blev i efterforskningen ikke fundet bevis for, at de to varetægtsfængslede havde noget med disse indbrud at gøre.

Sagen kørte som en tilståelsessag, og de to dømte er fortsat fængslet efter dommen. De skal nu afsone deres straf, hvorefter de vil blive udsendt til deres hjemland.

Sigtet for brugstyveri og kørsel i frakendelsestiden – Køgevej, Ringsted

Kl. 17.21 stoppede en patrulje en personbil rutinemæssigt på Køgevej i Ringsted. Bag rattet sad en 31-årig mand fra Ringsted, som var frakendt retten til at køre bil helt frem til år 2027 efter flere tidligere sager om narkokørsel. Ved dagens kontrol var han ikke påvirket, men han havde taget bilen fra et familiemedlem uden at få lov, så han blev sigtet for brugstyveri og kørsel i frakendelsestiden. Politiet sørgede for, at bilejeren blev orienteret, så bilen kunne komme hjem til rette ejermand igen. Den 31-årige kan forvente at høre mere i sagen fra politiet.

Målrettet hastighedskontrol – Køgevej, Ringsted

Færdselspolitiet var i tidsrummet kl. 14.45 – 16.15 til stede i Ringsted med primær fokus på trafikanternes hastighed ad Køgevej i Ringsted by, idet højst tilladte hastighed på Køgevej vest for Østre Ringvej er 50 km/t på grund af beliggenheden i tættere, bebygget område.
Trafikanternes hastighed blev målt med et laserapparat, der afslørede ti bilister, der kørte så hurtigt, at de alle ti ud over en bøde også kan forvente at få et klip i kørekortet.

En bilist kom i risikozonen for at få to klip i kørekortet, idet han ud over en hastighedsovertrædelse mere end 30 % over gældende hastighedsbegrænsning også talte i håndholdt mobiltelefon under kørslen. Den forseelse udløser også et klip i kørekortet ud over en bøde.
De hurtige trafikanter var en blanding af både lokale fra Ringsted og andre bilister fra andre byer på Sjælland.

Færdselspolitiet sluttede kontrollen i Ringsted af med sigtelse af en 28-årig mand fra Ringsted, som kørte på et elektrisk løbehjul i Nørregade. Han havde dog glemt at anvende en hjelm under kørslen, hvilket har været et lovkrav siden årsskiftet.
Alle sigtede vil snarest høre nærmere fra politiet i form af digital post med et bødeforelæg.

Undveg rådyr og kørte galt – Valløvej, Køge

Kl. 04.10 skete et solouheld, da en 28-årig mand fra St. Heddinge, undveg et rådyr og kørte ind i et træ. Bilisten kørte ad Valløvej mod syd, da et rådyr pludselig løb ud på kørebanen foran bilen. Den 28-årige forsøgte at undvige ved at dreje til højre, men her stod et vejtræ, som han kørte ind i. Den uheldige bilist kunne selv ringe 112, og fik hjælp frem. Ambulancen tog ham med til tjek på sygehuset, men han var sluppet uden alvorlig tilskadekomst. Politipatruljen registrerede uheldet, og bilen blev kørt væk af vejhjælp.

Indbrud i Perioden

Rugmarken, Borup