Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2026/08/19 til 2026/09/01.

171 km/t på motorvejen – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand – Solrød

En 27-årig mand fra Borup kom kørende mod syd, da hans bil blev målt af en patrulje til at køre en gennemsnitsfart på 171 km/t over en længere strækning. På strækningen er der en hastighedsbegrænsning på 110 km/t. Der nedlægges påstand om frakendelse af mandens kørekort.

Bidt af hund – Allegade, Køge

Politiet fik anmeldelse om, at en hund pludseligt var sprunget op ad en syv-årig dreng og havde bidt ham i hovedet, før de tilstedeværende fik trukket drengen væk fra dyret. Drengen blev i ambulance kørt til behandling på sygehuset for sine skader. Politiet skal nu vurdere, hvad hændelsen giver anledning til ift hunden og dens ejer.

Bil i brand – Regnemarks Bakke, Borup, Køge

Kl 23.43 kørte politi og brandvæsen til melding om ild i bil på en grusparkering. Det var en forbipasserende bilist, der havde bemærket branden og ringet 112. Bilen helt overtændt, da patruljen ankom til stedet. Der er mistanke om, at branden kan være påsat og politiet hører gerne fra eventuelle vidner i området.

Bortvist efter skub – Allegade, Køge

Kl 00.48 blev en sikkerhedsvagt fra festivalen skubbet i brystet af en 19-årig ung mand fra Strøby. Politiet blev tilkaldt og hjalp med at få klippet armbåndet på den 19-årige, der herefter blev bortvist fra stedet og sigtet efter ordensbekendtgørelsen.

Bortvist fra bar – Havnen, Køge

Kl 23.12 blev politiet tilkaldt til en bar på havnen i Køge, hvor en tjener havde været oppe at diskutere med en kvindelig kunde, der havde kastet en drink i hovedet på ham. Kvinden blev kl 01.50 truffet på en anden beværtning i Køge og fik der at vide, at hun nu efter restaurationsloven var bortvist fra den bar, hvor hun havde haft sit kontrovers med tjeneren.

Efterlysning fra Køge Festuge:

Fredag aften cirka kl 23.30 hjalp politiet med at bortvise en mand fra festivalområdet i Køge, da vagterne ikke længere ønskede, at han var tilstede. Manden skulle forinden ifølge vagterne have truet to-tre piger i området, blandt andet med, at han var tilknyttet LTF. Politiet forsøgte efterfølgende at finde pigerne men uden held. Politiet skal derfor anmode om, at de kontakter politiet på 114, så vi kan få deres forklaring på, hvad de oplevede.

Forsøg på bedrageri – Køge

Kl 17.21 oplyste en 71-årig kvinde fra Køge, at hun var blevet ringet op af en mand, der påstod, at han var fra politiet, og at han kunne se, at kvindens konto var blevet brugt til at optage et lån. Kvinden var dog kvik nok til at indse, at hun var i færd med at blive svindlet og gav derfor ingen personlige oplysninger fra sig.

 

Kvinde bekymret over mænd der bar på noget tungt – Strøby Egede, Køge – Stevns

Kl. 22.30 ringede en kvinde til politiet, da hun havde observeret to mænd og en kvinde, der ankom til en adresse i Strøby Egede i bil, hvorefter de to mænd bar noget tungt, der kunne ligne en livløs person ind på i et hus. En patrulje kørte frem til adresse for at undersøge forholdet nærmere. Det viste sig, at de to mænd havde båret en tredje mand ind i et hus. Manden, der blev båret, havde været meget beruset, og det var derfor, at de to andre mænd måtte bære ham ind i huset. Patruljen kørte videre til andre opgaver.

Ophidset teenager – Nyportstræde, Køge

Politiet skulle hjælpe vagterne ved Køge Festuge med at følge en påvirket person ud fra festivalpladsen, da han ikke længere var ønsket på stedet. I den forbindelse kom en 14-årig dreng til stedet og forsøgte at blande sig i politiets arbejde. Drengen var stærkt konfrontatorisk, og det endte derfor med, at patruljen fik ham lagt ned og i tydelige vendinger forklaret ham, at han skulle falde lidt ned. Det havde den ønskede effekt, og han blev derefter kørt hjem til forældrene i Køge, så de kunne blive bekendt med drengens opførsel.

Politiet på vandet – Køge Bugt

Lørdag sejlede politiets båd ud på kontrol i Køge Bugt. Det blev til besøg i Køge Industrihavn, Køge Marina og i Mosede havn. Undervejs blev der kontrolleret fem sejlbåde og tre motorbåde. Alle havde tingene i orden. Der blev samtidigt tid til at træne personredning sammen med Flyvevåbnets redningshelikopter.

Sigtet efter knivloven – Parkvej, Borup, Køge

Kl 15.15 blev politiet tilkaldt til Parkvej, hvor to mænd havde haft en uoverensstemmelse. I den forbindelse skulle den ene have fremvist en kniv. En patrulje kørte frem til stedet og fik anholdt en 23-årig mand fra Køge Det viste sig, at han forinden havde smidt kniven fra sig i en skraldespand og han blev sigtet efter knivloven.

Slagsmål til festuge – Nyportstræde, Køge

Kl 23.49 var fire personer kommet i klammeri til festugen. Politiet forsøgte at foretage anholdelse af de involverede, der dog satte sig til modværge. Politiet valgte derfor at anvende peberspray for at få situationen under kontrol. Den ene af mændene gav i den forbindelse betjentene et skub og den anden ramte den ene af politifolkene i ansigtet. Det lykkedes i den forbindelse en af mændene at rive sig løs og undslippe. Cirka tyve minutter senere, mens patruljen stod ved indgangen, bemærkede patruljen, at en mand gik forbi mens han talte i mobiltelefon og undervejs i den samtale nævnte, at han netop havde fået peberspray. Derfor tog politiet hurtigt fat i manden og kunne konstatere, at der var tale om den mand, der i første omgang var løbet fra stedet. I alt blev en 40-årig mand fra Køge sigtet efter ordensbekendtgørelsen ved at have indladt sig i slagsmål, mens en 18-årig mand fra Rødvig og en 32-årig mand uden kendt adresse blev sigtet for vold mod politiet. Samtidigt blev der på en 26-årig mand fra Køge fundet en længere kniv. Han blev derfor sigtet efter knivloven.

Større brand på havnen – Nordhavnsvej, Køge

Kl 20.02 udbrød der en større brand i et oplag af affald på havnen. Branden gav en kraftig røgudvikling, der hen over aftenen nåede at sprede sig over Greve, Solrød og den københavnske vestegn og endda helt til Roskilde. Først klokken 15.30 næste dag var brandvæsnet færdige med slå ilden ned.

Truende kvinde anholdt – Bjæverskov, Køge

Kl 02.03 blev politiet tilkaldt til en tilsyneladende uligevægtig kvinde, der gik rundt i et boligområde med en kniv og virkede truende. Patruljen skønnede, at kvinden var påvirket og vurderede, at hun skulle anholdes og tages med på politistationen. I detentionen kom hun med trusler mod den tilkaldte læge, der skulle tilse hende og blev derefter sigtet for truslerne. Kvinden senere overdraget til sundhedsvæsnet, men allerede næste dag kl 15 måtte politiet igen anholde kvinden, efter at hun i en bus i Bjæverskov havde spyttet på en kvinde og truet to piger med et madspyd af træ. Da patruljen ankom kom hun med yderligere skældsord mod politifolkene, og sparkede i den forbindelse også den ene i hovedet. Hun blev derfor sigtet for begge dele. Det forventes, at kvinden mandag fremstilles i grundlovsforhør.

Tryghedsskabende indsats på Køge Festuge

Politiet er til stede under Køge Festuge for at skabe tryghed og sammen med arrangørerne sikre, at arrangementet forløber i god ro og orden.
Torsdag der var gratis adgang til festpladsen, hvor der erfaringsmæssigt kommer mange yngre deltagere. Politiets fokus var derfor især rettet mod grupper af unge, som kunne skabe uro eller utryghed.

Fra kl. 18.00 til 20.00 patruljerede betjentene i S-togene sammen med DSB’s kontrollører. Patruljeringen forløb roligt og gav ikke anledning til væsentlige sager.

Der var mange unge på festpladsen, og da arrangementet sluttede, opstod der som forventet lidt uro i forbindelse med, at de mange deltagere skulle hjem. Fire personer fik en mundtlig påtale for at forstyrre den offentlige orden og blev bortvist fra stedet.

En 22-årig mand fra Lille-Skensved blev sigtet for at indlade sig i slagsmål, da han havde optrådt voldsomt og slået ud efter nogle andre gæster lige foran patruljen.
Fire blev sigtet for at tisse på gaden. To personer fik desuden en påtale efter jernbaneloven, da de bevægede sig ud på skinnerne.

Politiet gennemførte også patruljering i andre dele af Køge Kl. 16.50 traf betjentene en 25-årig mand fra Borup ved Gymnasievej i Køge Ved en visitation fandt politiet 168,76 gram hash, og den 25-årige blev sigtet for salg af euforiserende stoffer, anholdt og kørt til politistationen i Køge Under afhøringen erkendte den sigtede erkendte, at have solgt yderligere 108 gram hash. Politiet beslaglagde også 5.700 kroner i kontanter, som formodes at stamme fra hashsalg.

I løbet af aftenen blev yderligere fem personer visiteret, uden at det førte til yderligere sager. To personer blev sigtet for besiddelse af mindre mængder hash – henholdsvis ét gram hash og en joint.

Indbrud i Perioden

Lindevej, Borup

Strandvejen, Køge

Ved Kildepladsen, Borup, Køge

Ådalen, Køge (forsøg)
Ymersvej, Køge

Del gerne dette