Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2022/05/10 til 2022/05/24.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 07.22 havde en 33-årig mand fra Slagelse som fører af en varebil for sent opdaget, at de øvrige trafikanter foran ham kørte i kø med langsommere hastighed i det nordgående spor på Køge Bugt Motorvejen ved Køge
Det medførte, at den 33-årige i vognbanen længst til venstre påkørte den forankørende personbil, som blev skubbet frem i endnu en personbil.
Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødet, som politiet blot registrerede omstændighederne ved.

Anmeldelse om gaslugt – Vamdrupvej, Køge

Kl. 13.22 rykkede brandvæsnet og politiet ud til et vandrerhjem i anledning af gaslugt. Flere personer var blevet evakueret for en sikkerheds skyld ud på et grønt område, mens brandvæsnet med måleudstyr gennemgik bygningerne.
Brandvæsnet kunne få minutter senere meddele, at der ikke var målt gas i vandrerhjemmet, så de evakuerede kunne vende retur. Hvad der har været årsag til en eventuel lugt af gas i området, har politiet intet kendskab til.

Hurtig bilist havde narko i bilen – Køge Bugt Motorvejen, Solrød

Kl. 13.37 målte færdselspolitiet en personbil til at køre med mindst 142 km/t ad Køge Bugt Motorvejen i nordlig retning som en gennemsnitshastighed over 3.681 meter lang strækning fra broen ved Cementvej, Solrød Strand.
Personbilen blev standset på Karlslunde rasteplads, hvor politiet fik kontakt til en 26-årig mand fra Snekkersten som fører af køretøjet. Føreren havde ikke medbragt sit kørekort og deltog efterfølgende i en narkometertest, der gav udslag for påvirkning af kokain under kørslen.
Ved en ransagning af bilen fandt politiet nogle piller med en samlet vægt på knap 11 gram. Pillerne blev testet og viste sig at indeholde ecstasy, så den 26-årige blev ud over de to sigtelser for overtrædelse af færdselsloven også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
I forbindelse med en kortvarig anholdelse fik den 26-årige udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Snød med indpakningen – Brogade, Køge

Kl. 13.52 anmeldte en butikskontrollant, at en mandlig kunde var tilbageholdt som mistænkt for at snyde med indpakningen på en vare i en materialistbutik.
Politiet fik i forretningen kontakt med en 50-årig mand fra Køge, der i forretningen havde taget en dyr parfume ud af den originale indpakning og lagt den i en æske for en billigere vare, som han så betalte for ved kassen.
Den 50-årige snød herved butikken i forbindelse med varekøbet, så politiet sigtede ham for bedrageri ud fra den anvendte fremgangsmåde.
Politiet kontrollerede endvidere den 50-åriges personlige forhold og kunne herefter konstatere, at han faktisk var eftersøgt af politiet som udeblevet fra fogedretten i anledning af et betalingsspørgsmål. Han blev derfor straks frihedsberøvet og transporteret til fogedretten i Roskilde, så retsmødet, han tidligere var udeblevet fra, kunne gennemføres.

Blå Mandag uden politimæssige opgaver – Køge Bugt-området

Mandag havde de præventive medarbejdere fra nærpolitienheden i Hundige byttet patruljebilen og gåben ud med S-toget i anledning af konfirmandernes Blå Mandag.
Politiet havde besluttet at køre nogle ture med S-toget med politipersonale både i uniform, men også i civilt tøj, for at holde øje med, om der skete noget utilsigtet over for de unge i S-toget på vej til og fra hovedstadsområdet.
Både S-togspersonalet, passagererne i øvrigt og konfirmanderne var glade for at se politiet, der også nød køreturene i S-toget i Køge Bugt-området. Der var nemlig overhovedet ikke nogen anledning til at gribe ind over for noget som helst.

Narkokørsel uden førerret – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

Kl. 16.40 blev en 29-årig mand fra Herfølge anholdt og sigtet for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand, efter at han blev skønnet påvirket af narkotika under kørslen. Bilen skulle han have ladet stå, idet politiet i slutningen af april i år havde inddraget hans førerret i forbindelse med en anden sag om netop narkokørsel.
Den 29-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og afhøring i anledning af de to sigtelser for overtrædelse af færdselsloven.

Spiritus-/narkokørsel – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 18.02 fik politiet en anmeldelse fra en 28-årig mand, der oplyste at have taget bilnøglerne fra en bilist, som anmelderen mistænkte for at være spirituspåvirket. Begge opholdt sig på motorvejsrastepladsen i Karlslunde.
Politiet kørte til stedet og fik ud over anmelderen også kontakt til en 21-årig mand fra Fakse, der var den tilbageholdte bilist. Han deltog i en alkometertest, der gav udslag til over den tilladte grænse, hvorfor han blev sigtet for spirituskørsel ud fra anmelderens oplysninger om kørsel på tankstationens område.
Den 21-årige blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til undersøgelse for både alkohol og eventuel påvirkning af euforiserende stoffer. Han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne foreligger.

Fuld knallertfører væltede – Fabriksvej, Lille-Skensved, Køge

Kl. 16.22 væltede en knallert i et solouheld på Fabriksvej i Køge Føreren af knallerten, en 60-årig mand fra Køge, slap heldig fra uheldet uden at komme noget alvorligt til. En patrulje kørte frem, da der var mistanke om, at han var påvirket af spiritus. En test med alkometeret viste en alt for høj promille, så han blev anholdt, sigtet og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Politiet optog rapport om uheldet.

Konflikt om barn – Herfølge – Køge

Kl. 17.52 slog en 34-årig kvinde fra Herfølge alarm til politiet, idet hun havde forladt sin bopæl efter en konflikt i forbindelse med samvær med et fireårigt barn. Barnets far ville ifølge kvinden ikke umiddelbart udlevere barnet til hende i forbindelse med opholdet på hendes bopæl, hvor konflikten mellem de to voksne var opstået.
Anmeldelsen medførte en større udrykning fra politiets side af frygt for, at der kunne eller ville ske barnet noget i forbindelse med konflikten mellem de voksne.
Politiet afspærrede området omkring kvindens bopæl, ligesom en ambulance rutinemæssigt blev rekvireret som stand by i området, såfremt nogen måtte komme til skade i anledning af konflikten.
Omtrent en time efter anmeldelsen fik politiet på udramatisk vis kontakt til manden og det fireårige barn, da de forlod kvindens bopæl. Manden blev uden dramatik anholdt, således at politiet kunne tage sig af barnet, der var uskadt og straks blev overgivet til moderen.
Den anholdte var en 37-årig mand fra Herfølge, som ved anholdelsen blev skønnet lettere uligevægtig og i øvrigt fundet i besiddelse af en lommekniv, som han ikke havde noget anerkendelsesværdigt at bruge til.
Efter nærmere undersøgelse blev det klarlagt, at det fireårige barn ikke var blevet udsat for noget strafbart, så den 37-årige blev løsladt efter afhøring i forbindelse med sigtelsen for besiddelse af den ulovlige lommekniv.

Intet fundet ved anmeldelse om “skud” – Humlebækvej/Nylandsvej, Køge

kl. 21.30 slog flere borgere alarm, da de havde hørt brag, som kunne lyde som skud. Ingen havde set våben eller tilskadekomne, men en større styrke politiet blev indsat til at undersøge sagen. Patruljerne fandt ingen tegn på skudafgivelse på stedet, og der var ingen meldinger om, at nogen var blevet ramt.

Politihunde afsøgte området efter spor, men fandt ingen afskudte patronhylstre eller andet, som bekræftede, at der skulle være blevet skudt. Patruljerne blev i området et stykke tid for at skabe tryghed, men hørte ingen brag eller andet optræk til uro.

Brand i redskabsskur – Søndre Viaduktvej, Køge

Kl. 22.19 kørte politi og brandvæsen til brand i et redskabsskur/værksted på Søndre Viaduktvej i Køge, hvor der var ild i gavlen, da patruljen kom frem. Der var ingen risiko for, at branden kunne sprede sig, og brandvæsnet fik hurtigt kontrol over ilden. Brandstedet blev undersøgt, og det viste tegn på, at ilden formentlig var startet omkring en el-installation ved skurets tagrende.

Politiøvelse på fabriksområde – Københavnsvej, Køge

Politiet vil i eftermiddag og i aften i tidsrummet kl. ca. 16.00 – 24.00 øve sig på fabriksområdet ved Sun Chemical, Københavnsvej 112, Køge, hvilket politiet vil markere ved opstilling af skilte.

Under politiøvelserne kan borgerne i området måske høre skydning med løs ammunition og højtlydt, kortvarig råben, men der er altså ingen grund til at være bekymret for, at der måtte være sket noget alvorligt eller farligt i området.

Øvelsesaktiviteterne vil blive gentaget tre gange mere inden udgangen af juni måned, og Midt- og Vestsjællands Politi vil give borgerne besked via Twitter og på døgnrapporten de pågældende dage, hvor øvelserne foregår.

Maritim kontrol – Køge Bugt – Køge / Greve

Søndag den 15. maj 2022 indledte Midt- og Vestsjællands Politi sæsonen med patruljering til søs for at kontrollere både førere og fartøjer på vandet.
Første kontrolindsats blev foregik i Køge Bugt, men der blev også aflagt præventive besøg i havnene i Køge Marina, Mosede Havn og Greve Marina.

Under kontrollen, der skete i tidsrummet kl. 10.00-18.00, fik politiet kontrolleret en del både med glade mennesker om bord.
Kontrollen omfattede otte motordrevne fritidsfartøjer, syv vandscootere og seks robåde/kajakker.

Ingen blev sigtet for noget i anledning af kontrollen, der omfattede redningsudstyr, spirituspåvirkning hos den ansvarlige for sejladsen og diverse certifikater som bevis på duelighed, men også forsikringsforholdene. Endvidere kontrollerede politiet, om sejladsen foregik uden for naturbeskyttelsesområder.
Midt- og Vestsjællands Politi vil i løbet af sommeren foretage maritime kontroller i andre farvande ved politikredsen, så politiet vil også være synlige til søs.

Færdselsuheld – Vestre Ringvej, Borup – Køge

Kl. 12.11 rykkede redningspersonale og politiet ud til et færdselsuheld, hvor en motorcyklist og en bilist var impliceret.
Føreren af motorcyklen blev kørt til kontrol på skadestuen, men var tilsyneladende sluppet med en overfladisk skade i ansigtet.

Det viste sig, at en 60-årig kvinde fra Slagelse var kørt i en personbil ad Vestre Ringvej, men var standset op før et venstresving. Det overså en 65-årig mand fra Klippinge, der kørte på motorcykel i sammen retning som bilisten, så motorcyklisten ramte bagenden af kvindens bil og forulykkede.

Politiet registrerede blot omstændighederne og parterne i uheldet.

Højtråbende kvinde – Karlemosevej, Køge

Kl. 19.52 måtte politiet rykke ud til en opgang i en beboelsesejendom, hvor en kvinde råbte og skreg under et forsøg på at komme ind til en tidligere mandlig bekendt.
Politiet kunne konstatere, at flere andre beboere i opgangen havde forsøgt på at få kvinden ud, men forgæves. Der var tale om en spirituspåvirket, 53-årig kvinde fra Køge, som blev frihedsberøvet for at få skabt ro i opgangen og for at få hende afruset.

Efter et lægetilsyn blev hun anbragt natten over i detentionen på politistationen i Roskilde, inden hun blev løsladt tidligt lørdag morgen. Den 53-årige kvinde blev ikke sigtet for noget i anledning af sin adfærd i opgangen.

Lastbil ramte autoværn – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde

Kl. 09.35 ramte en lastbil, der var på vej ad motorvejen i nordlig retning, midterautoværnet. Dele af det ødelagte autoværn røg ved uheldet ud over vejbanen og ramte seks forskellige personbiler. Der blev sendt politi og en bilinspektør til stedet.

Lastbilen stoppede umiddelbart efter i nødsporet. Cirka 50 meter af autoværnet blev ødelagt ved påkørslen. I forbindelse med arbejdet på stedet, blev det nødvendigt at afspærre to af vognbanerne ved hjælp af skiltevogne. Den polske lastbilchauffør blev løsladt efter afhøring.

Spirituspåvirket bilist standset – Ølbyvej, Køge

Kl. 09:35 standsede en patrulje en personbil, hvor der var mistanke om, at føreren var påvirket, hvilket blev bekræftet af alkometertesten. Den 68-årige, der kommer fra syd for Roskilde, erkendte at have kørt bil i påvirket tilstand. Nu skal resultatet af blodprøven vise præcist hvilken promille, som manden havde.

Ukrudtsbrænder årsag til brand i garage – Køgevej, Hårlev

Kl. 17.03 rykkede først brandvæsnet ud til en ildebrand i en garage på en privat adresse på Køgevej, Hårlev, efter at en forbikørende bilist havde bemærket røgudviklingen fra stedet.

Ingen var hjemme på adressen, hvor bilisten forsøgte at slukke branden med en vandslange, men forgæves, så brandvæsnet måtte tilkaldes.
Politiet kørte også til stedet, hvor ilden havde godt fat i garagen, hvor en personbil holdt parkeret. Trods brandvæsnets indsats lykkedes det hverken at redde garagen eller bilen, der begge udbrændte.
Kort efter lykkedes det politiet at få kontakt til en 27-årig mandlig beboer, som kunne oplyse, at han havde brugt en ukrudtsbrænder kort tid, inden at han havde forladt sin bopæl.

På baggrund af disse oplysninger sigtede politiet den 27-årige mand for overtrædelse af beredskabsloven på grund af uforsigtighed ved brugen af ukrudtsbrænderen, så han kan forvente at få en bøde som afgørelse på sagen. Ingen personer kom til skade ved branden, der dog var årsag til, at en rude blev knust for at redde en hund ud fra selve boligen, såfremt branden måtte have bredt sig dertil. Der skete dog ikke, men en tilbygning til boligen blev dog lettere beskadiget som følge af varmen fra branden i garagen.

Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Køge

Kl. 21.58 var en bilist forulykket og kørt ind i autoværnet, så en ambulance var sendt til uheldsstedet i det nordgående spor ved Køge Det viste sig, at en 66-årig mand fra Haslev under kørsel i en personbil formentlig havde fået et ildebefindende og derfor havde ramt autoværnet. Han blev i ambulancen kørt til kontrol på skadestuen, men havde umiddelbart ingen skader som følge af færdselsuheldet. Ingen øvrige trafikanter var involveret i uheldet, som politiet registrerede omstændighederne ved.

Indbrud i perioden

Ørnevej, Køge
Sygehusvej, Køge
Fyrvej, Køge
Rasmussensvej, Køge

Foto: ABW