Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2022/05/17 til 2022/05/31.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Flere indbrud i varebiler – Borup – Køge

I løbet af natten til mandag og i løbet af hele mandagen har Midt- og Vestsjællands Politi modtaget i alt fem anmeldelser om indbrud i varebiler i Borup-området.

Den første anmeldelse kom natten til mandag kl. 03.22 fra Tornbjergvej, hvor brugeren af en varebil var blevet vækket af bilalarmen kl. ca. 02.30. Varebilen havde stået i indkørslen på brugerens bopæl, men til trods herfor var sidedøren blevet opbrudt, så der var adgang til varerummet. Herfra var der stjålet en gasflaske og en værktøjskasse med værktøj til en p.t. ukendt værdi.
Politiet modtog i løbet af mandagen yderligere fire anmeldelser om tyveri fra varebiler, der natten mellem søndag og mandag havde stået på forskellige adresser på Klempegårdsvej, Nr. Dalby.
Sidedøren var også i disse fire varebiler blevet opbrudt på samme måde, så tyven(e) efterfølgende fra varerummene kunne stjæle primært el-værktøj fra forskellige håndværkerbiler.

Politiet har undersøgt flere af varebilerne for eventuelle spor, der kan føre til identificering af tyvene.

Tyverierne formodes at være blevet begået i tidsrummet kl. ca. 02.00 – 02.30, idet politiet ud over aktivering af bilalarmen på Tornbjergvej kl. ca. 02.30 også har oplysninger om, at en sølvgrå bil kan ses på videoovervågning kl. ca. 02.00 ved en af adresserne på Klempegårdsvej.

Politiet er derfor interesseret i at få kontakt med personer, der måtte have bemærket den sølvgrå bil i Nr. Dalby-området i løbet af natten mellem søndag og mandag.

Disse tyverier fra varebiler i Borup-området kan måske sættes i forbindelse med i alt syv anmeldelser om tyverier fra varebiler i Ringsted, Kværkeby og Bjæverskov i løbet af den netop forgangne og forlængede weekend med Kr. Himmelfart. Tyvene har også i disse tilfælde skaffet sig adgang til varebilerne ved at opbryde sidedøren, hvorefter primært el-værktøj er blevet stjålet.

Oplysninger om mistænkelige personer eller køretøjer i de nævnte områder i forbindelse med tyveri fra varebiler kan gives til Midt- og Vestsjællands Politi via tlf. 114.

Brandundersøgelse – Bækgårdsvej, Borup – Køge

Kl. 08.57 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand på taget af en bygning, hvor der blev arbejdet med tagpap.
Der var ikke umiddelbart synlige flammer eller røg fra taget, så brandvæsnet fik hurtigt slukket branden, der havde forårsaget mindre skader på bygningen.
Branden formodes at være opstået i forbindelse med brug af brænder ved tagpappålægningen, og politiet har optaget rapport om branden for at få afklaret, om nogen på grund af uforsigtighed kan drages til ansvar.

Butikstyveri – Ølsemaglevej, Køge

Kl. 12.45 anmeldte personalet i et supermarked, at en udenlandsk mand var tilbageholdt som mistænkt for at have stjålet nogle øl.
Politiet fik i supermarkedet kontakt til en 38-årig mand fra Polen, som blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for tyveri af 20 dåseøl til en værdi af 132 kr.
Med assistance fra en tolk blev den polske mand afhørt til sagen, som straks blev afgjort med en bøde, hvorefter politiet løslod ham.

Kl. 18.32 måtte politiet igen en tur til samme supermarked, idet en udenlandsk mand var tilbageholdt som mistænkt for at stjæle øl.
Det viste sig denne gang, at der var tale om en spirituspåvirket, 36-årig mand fra Polen, som havde forladt supermarkedet med en ramme dåseøl uden at betale for dem. Han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med en sigtelse for tyveri. Sagen blev straks afgjort inden løsladelsen af den sigtede, polske mand.

Røg fra flisbunke – Pacific Kaj, Køge

Kl. 22.17 undersøgte brandvæsnet og politiet røgudvikling fra en større flisbunke på en firmaadresse.
Der var ingen synlige flammer fra flisbunken, men vinden fra øst bragte en svag lugt af røg ind over Køge by.
Brandvæsnet fik gravet sig ned i flisbunken, så en mindre brand i flisbunken kunne lokaliseres og slukkes. Først omkring midnat vurderede brandvæsnet, at der ikke længere var fare for, at der igen ville opstå en brand ved selvantændelse i flisbunken, så deres indsats kunne afsluttes.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Borup – Køge

Kl. 12.01 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til en bilist, der var forulykket i det østgående spor på motorvejen ved Borup-tilkørslen 34.
Det viste sig, at en 26-årig mand fra Lille-Skensved under accelerationen på tilkørslen havde mistet kontrollen over sin personbil, der rullede rundt og endte på taget. Han var sluppet uskadt fra ulykken, og ingen øvrige trafikanter på motorvejen blev involveret.
Politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet.

Tyveri af pung fra lomme – Centervejen, Bjæverskov – Køge

Kl. 13.13 anmeldte en 72-årig mand fra Borup, at han kl. ca. 11.30 efter indkøb i et supermarked havde fået stjålet sin pung fra en lomme, hvor den blev opbevaret.
Tyveriet var sket i forbindelse med to fremmede mænds henvendelse til den 72-årige, der var blevet bedt om at forklare dem vejen til København. I den forbindelse havde den ene af de to ubemærket set sit snit til at stjæle pungen, der indeholdt et betalingskort, diverse personlige kort og et mindre kontantbeløb.
Den 72-årige beskrev de to mænd som: A: Mand, Mellemøstlig af udseende, 30-40 år, 170-175 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Iført: Mørke lange bukser, og B: Mand, Mellemøstlig af udseende, 35-40 år, 170-175 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Grå, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Grå/sort hår.
Politiet forsøger nu at få identificeret de to mænd ud fra f.eks. tilgængelig videoovervågning i området eller i supermarkedet.

Bilist standsede ikke – Køge

Kl. 01.31 ønskede politiet at standse en personbil, der blev ført ad Ringstedvej i østlig retning ind i Køge by, med henblik på en rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.
Føreren af bilen ønskede dog ikke at standse og fortsatte sin kørsel videre ad Blegdammen og flere andre veje i de centrale dele af Køge by, indtil bilisten nåede ud på Nørre Boulevard, hvor bilisten standsede, efter at politiet var kørt ind foran ham.
Undervejs havde bilisten også kørt over for rødt lys, venstre om helleanlæg, kørt mod færdselsretningen i en rundkørsel samt kørsel på fortovet. Endvidere havde to patruljebiler været i sammenstød med bilisten, inden kørslen stoppede på Nørre Boulevard.
Fører af personbilen var en 27-årig mand fra Greve, som blev skønnet påvirket af narkotika under kørslen og derfor anholdt i forbindelse med sigtelsen og udtagelsen af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.
Ingen kom til skade ved biljagten gennem Køge by, og politiet skal nu have klarlagt de nærmere detaljer under hele kørselsforløbet.
Den 27-årige ønskede i forbindelse med løsladelsen at blive indlagt på et sygehus, idet han ifølge eget udsagn ikke havde det så godt mentalt. Politiet transporterede ham derfor til et sygehus i Roskilde til fornøden undersøgelse og eventuel behandling.

Færdselsuheld – Malervej, Køge

Kl 12.19 fik politiet melding om, at en lastbil var forulykket i forbindelse med kørsel til en byggeplads i området. Chaufføren i lastbil kunne ikke ved egen hjælp komme ude af førerhuset. Brandvæsnet blev derfor tilkaldt for at udtage forruden på lastbilen, så man ad den vej kunne få chaufføren befriet. Han blev i ambulance kørt til behandling på sygehuset.

Bilist uden kørekort – Stensbjergvej, Køge

Kl 12.40 standsede en patrulje en personbil, der blev ført af 18-årig mand fra Køge til trods for, at han ikke havde noget kørerkort. Da der samtidigt var mistanke om, at manden var påvirket, blev han medtaget til Køge Sygehus, så der også kunne udtages blodprøve af ham. I bilen var også en 25-årig mand fra Herfølge, der stod som ejer af bilen. Han blev derfor sigtet for at have overladt bilen til en person uden kørekort.

Røveri – Køge Station, Køge

Kl 22.07 anmeldte en 16-årig ung mand, at han netop havde sat sig i s-toget på Køge Station, da en anden mand havde sat sig ved siden af ham og truet ham til at tage sin jakke af – ellers ville han blive stukket med kniv. Den ukendte mand tog jakken med og steg af på Karlslunde Station. Manden beskrives som 16-17 år med brun hudfarve. Han var dansk-talende og iført sort hue fra CP Company, sort trøje og sorte joggingbukser.

Vanvidskørsel – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl 19.15 bemærkede en politipatrulje, at en rumænsk bil kørte slingrende på Køge Bugt Motorvejen. En udåndingstest af den 24-årige fører viste en promille over 2,0. Dermed kunne bilen beslaglægges efter reglerne om vanvidskørsel. Der blev i bilen fundet forskellige koster, som muligvis kan stamme fra tyveri. Det skal nu undersøges nærmere. Da politifolkene visiterede manden fandt de ham desuden i besiddelse af en lommekniv, som han ikke kunne bære uden at anerkendelsesværdigt formål.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 07.22 havde en 33-årig mand fra Slagelse som fører af en varebil for sent opdaget, at de øvrige trafikanter foran ham kørte i kø med langsommere hastighed i det nordgående spor på Køge Bugt Motorvejen ved Køge
Det medførte, at den 33-årige i vognbanen længst til venstre påkørte den forankørende personbil, som blev skubbet frem i endnu en personbil.
Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødet, som politiet blot registrerede omstændighederne ved.

Anmeldelse om gaslugt – Vamdrupvej, Køge

Kl. 13.22 rykkede brandvæsnet og politiet ud til et vandrerhjem i anledning af gaslugt. Flere personer var blevet evakueret for en sikkerheds skyld ud på et grønt område, mens brandvæsnet med måleudstyr gennemgik bygningerne.
Brandvæsnet kunne få minutter senere meddele, at der ikke var målt gas i vandrerhjemmet, så de evakuerede kunne vende retur. Hvad der har været årsag til en eventuel lugt af gas i området, har politiet intet kendskab til.

Hurtig bilist havde narko i bilen – Køge Bugt Motorvejen, Solrød

Kl. 13.37 målte færdselspolitiet en personbil til at køre med mindst 142 km/t ad Køge Bugt Motorvejen i nordlig retning som en gennemsnitshastighed over 3.681 meter lang strækning fra broen ved Cementvej, Solrød Strand.
Personbilen blev standset på Karlslunde rasteplads, hvor politiet fik kontakt til en 26-årig mand fra Snekkersten som fører af køretøjet. Føreren havde ikke medbragt sit kørekort og deltog efterfølgende i en narkometertest, der gav udslag for påvirkning af kokain under kørslen.
Ved en ransagning af bilen fandt politiet nogle piller med en samlet vægt på knap 11 gram. Pillerne blev testet og viste sig at indeholde ecstasy, så den 26-årige blev ud over de to sigtelser for overtrædelse af færdselsloven også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
I forbindelse med en kortvarig anholdelse fik den 26-årige udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, så han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Snød med indpakningen – Brogade, Køge

Kl. 13.52 anmeldte en butikskontrollant, at en mandlig kunde var tilbageholdt som mistænkt for at snyde med indpakningen på en vare i en materialistbutik.
Politiet fik i forretningen kontakt med en 50-årig mand fra Køge, der i forretningen havde taget en dyr parfume ud af den originale indpakning og lagt den i en æske for en billigere vare, som han så betalte for ved kassen.
Den 50-årige snød herved butikken i forbindelse med varekøbet, så politiet sigtede ham for bedrageri ud fra den anvendte fremgangsmåde.
Politiet kontrollerede endvidere den 50-åriges personlige forhold og kunne herefter konstatere, at han faktisk var eftersøgt af politiet som udeblevet fra fogedretten i anledning af et betalingsspørgsmål. Han blev derfor straks frihedsberøvet og transporteret til fogedretten i Roskilde, så retsmødet, han tidligere var udeblevet fra, kunne gennemføres.

Blå Mandag uden politimæssige opgaver – Køge Bugt-området

Mandag havde de præventive medarbejdere fra nærpolitienheden i Hundige byttet patruljebilen og gåben ud med S-toget i anledning af konfirmandernes Blå Mandag.
Politiet havde besluttet at køre nogle ture med S-toget med politipersonale både i uniform, men også i civilt tøj, for at holde øje med, om der skete noget utilsigtet over for de unge i S-toget på vej til og fra hovedstadsområdet.
Både S-togspersonalet, passagererne i øvrigt og konfirmanderne var glade for at se politiet, der også nød køreturene i S-toget i Køge Bugt-området. Der var nemlig overhovedet ikke nogen anledning til at gribe ind over for noget som helst.

med udtagelse af en blodprøve til undersøgelse for både alkohol og eventuel påvirkning af euforiserende stoffer. Han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringerne foreligger.

Fuld knallertfører væltede – Fabriksvej, Lille-Skensved, Køge

Kl. 16.22 væltede en knallert i et solouheld på Fabriksvej i Køge Føreren af knallerten, en 60-årig mand fra Køge, slap heldig fra uheldet uden at komme noget alvorligt til. En patrulje kørte frem, da der var mistanke om, at han var påvirket af spiritus. En test med alkometeret viste en alt for høj promille, så han blev anholdt, sigtet og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Politiet optog rapport om uheldet.

Konflikt om barn – Herfølge – Køge

Kl. 17.52 slog en 34-årig kvinde fra Herfølge alarm til politiet, idet hun havde forladt sin bopæl efter en konflikt i forbindelse med samvær med et fireårigt barn. Barnets far ville ifølge kvinden ikke umiddelbart udlevere barnet til hende i forbindelse med opholdet på hendes bopæl, hvor konflikten mellem de to voksne var opstået.
Anmeldelsen medførte en større udrykning fra politiets side af frygt for, at der kunne eller ville ske barnet noget i forbindelse med konflikten mellem de voksne.
Politiet afspærrede området omkring kvindens bopæl, ligesom en ambulance rutinemæssigt blev rekvireret som stand by i området, såfremt nogen måtte komme til skade i anledning af konflikten.
Omtrent en time efter anmeldelsen fik politiet på udramatisk vis kontakt til manden og det fireårige barn, da de forlod kvindens bopæl. Manden blev uden dramatik anholdt, således at politiet kunne tage sig af barnet, der var uskadt og straks blev overgivet til moderen.
Den anholdte var en 37-årig mand fra Herfølge, som ved anholdelsen blev skønnet lettere uligevægtig og i øvrigt fundet i besiddelse af en lommekniv, som han ikke havde noget anerkendelsesværdigt at bruge til.
Efter nærmere undersøgelse blev det klarlagt, at det fireårige barn ikke var blevet udsat for noget strafbart, så den 37-årige blev løsladt efter afhøring i forbindelse med sigtelsen for besiddelse af den ulovlige lommekniv.

Intet fundet ved anmeldelse om “skud” – Humlebækvej/Nylandsvej, Køge

kl. 21.30 slog flere borgere alarm, da de havde hørt brag, som kunne lyde som skud. Ingen havde set våben eller tilskadekomne, men en større styrke politiet blev indsat til at undersøge sagen. Patruljerne fandt ingen tegn på skudafgivelse på stedet, og der var ingen meldinger om, at nogen var blevet ramt.

Politihunde afsøgte området efter spor, men fandt ingen afskudte patronhylstre eller andet, som bekræftede, at der skulle være blevet skudt. Patruljerne blev i området et stykke tid for at skabe tryghed, men hørte ingen brag eller andet optræk til uro.

 

Færdselsuheld – Ejbyvej, Bjæverskov

Kl 11.44 skulle en 64-årig landmand i en mindre lastbil svinge til venstre ud på sin mark. Han sænkede farten for at svinge, men blev i det samme ramt bagfra af en 45-årig kvinde fra Køge, der kom kørende på motorcykel. Der skete kun mindre skader ved sammenstødet. En ambulance blev dog tilkaldt for at sikre sig, at kvinden havde det godt.

Indbrud i perioden

Jasminvej, Køge
Ørnevej, Køge
Sygehusvej, Køge

Foto: ABW