Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2022/09/14 til 2022/09/27.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Bil beslaglagt – Vordingborgvej, Køge

Kl 23.40 standsede en patrulje en personbil ført af en 18-årig ung mand fra København, da der var mistanke om spirituskørsel. En alkometertest viste, at manden havde drukket mere end det tilladte og samtidigt var der også udslag for cannabis. Da manden var påvirket i en grad, så det svarer til definitionen på vanvidskørsel, blev bilen beslaglagt mhp konfiskation.

Lørdag – søndag

Bil taget ved vanvidskørsel med høj promille – Nordhøj/Lyngvej, Køge

Kl. 16.15 blev en kvindelig bilist påkørt bagfra i et lyskryds på Nordhøj ved Lyngvej i Køge Den mandlige fører af bilen som ramte hende virkede påvirket og ville ikke oplyse sit navn. Så politiet blev tilkaldt og patruljen ankom netop, da den mandlige bilist forsøgte at køre fra stedet. Betjentene fik stoppet en 42-årig mand fra Stenløse, som blev testet med alkomteret og narkometer. Resultatet viste en promille på mere end 2,0 og positiv for euforiserende stoffer.

Den 42-årige mand blev derfor anholdt og sigtet for vanvidskørsel på grund af den høje promille. Han blev taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter han blev løsladt. Bilen blev beslaglagt med henblik på konfiskation, hvilket den 42-årige accepterede. Retten vil senere tage stilling til, om bilen kan endeligt konfiskeres. Nu afventer politiet resultatet af blodprøven, hvorefter den 42-årige vil høre mere i sagen.

Blaffer på motorvejen – Sydmotorvejen, Køge

Kl. 17.37 fik politiet den første af op imod 10 henvendelser om en mandlig blaffer, der gik i nødsporet på Sydmotorvejen i et forsøg på at finde kørelejlighed. En patrulje kørte til motorvejstrækningen, men blafferen var nu væk, så politiet fik ikke identificeret vedkommende og udfundet årsagen til hans ulovlige adfærd på motorvejen.

Brand i bil – Ejbyvej, Bjæverskov – Køge

Kl. 18.24 måtte en 34-årig mand fra Østjylland afbryde sin kørsel ad Vestmotorvejen, som han forlod, da alle lamper begyndte at lyse i bilens instrumentpanel. Han standsede på Ejbyvej og kunne efterfølgende konstatere, at der var udbrudt en brand i bilens motorrum.
Brandvæsnet blev tilkaldt og fik slukket bilbranden, uden at den 34-årige kom til skade. Politiet foretog sig ikke yderligere denne anledning.

Brand i skraldespand – Hovedgaden, Borup – Køge

kl. 02.05 kørte politi og brandvæsen til et alarmopkald om brand i en skraldespand. En forbipasserende så en mand stå ved skraldespanden, som kort efter brændte. Herefter satte den formodede brandstifter sig på bænken ved siden af skraldespanden. Da politiet kom frem sad en mand ved siden af den brændende skraldespand. Manden ønskede ikke at samarbejde, og han blev derfor anholdt, så brandvæsnet kunne få plads til slukningsarbejdet.

Den anholdte, en 53-årg mand fra Borup, blev sigtet for hærværk på skraldespanden, hvilket han erkendte. Brandvæsnet fik slukket branden, og der var ingen risiko for at ilden skulle sprede sig til andet. Kommunen blev orienteret om branden, og den 53-årige kan forvente at høre mere i sagen.

Brandundersøgelse – Dyrehavevej, Borup – Køge

Kl. 13.38 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en villa med stråtag, hvor der havde været håndværkere i gang.
Brandvæsnet begyndte slukningsarbejdet, men ilden havde så godt fat i bygningen, at huset nedbrændte.
Ingen kom til skade ved branden, som politiet nu skal undersøge nærmere i et forsøg på at fastslå den konkrete brandårsag.

Bulgarsk lastbil sad fast – Karlemosevej, Køge

kl. 11.26 kørte en bulgarsk lastbilchauffør galt, da han under et højresving fra Lyngvej kørte ind i en busbane, hvor kun busser må køre mod Karlemosevej, hvor lastbilen kørte hen over en buspullert. Lastbilen stoppede oven på buspullerten, hvor lastbilen fik skader på undervognen, så den lækkede olie. Brandvæsnet kontaktede miljøvagten og sørgede for at olien blev fjernet. Der var ingen mistanke om miljøskade. En slamsuger blev bestilt til at fjerne den lækkede olie.

Den 58-årige chauffør blev sigtet for at køre ind, hvor der var indkørsel forbudt og vedtog en straksbøde. Lastbilen var læsset med byggematerialer, og den blev bugseret til et værksted. Buspullerten var totalskadet og skulle repareres. Patruljen optog rapport om uheldet, hvor erstatningskravet vil indgå og blive behandlet af forsikringsselskabet.

Euforiserende stoffer – Østre Banevej, Køge

Kl 00.40 fik en patrulje øje på en 18-årig ung mand fra Ringsted, der øjensynligt ikke havde lyst til at tale med politiet. Han løb fra stedet, men blev indhentet af patruljen kort derfra. Da han blev visiteret, viste det sig, at han havde en dolk på ca. 15 cm på sig samt flere små poser med i alt 5 gram hvidt pulver, som han erkendte var kokain. Han nægtede dog, at han skulle sælge stoffer til andre. Patruljen valgte efterfølgende at ransage mandens lejlighed, hvor der blev fundet flere klumper hash og andre effekter, der kunne indikere, at manden handlede med stoffer. Desuden fandt politifolkene også flere andre knive samt en signalpistol.

For høj fart – Stensbjergvej, Køge

Kl 11.06 bemærkede en af færdselspolitiets køretøjer en personbil, der kørte for stærkt på stedet. En måling viste, at bilen, der blev ført af en 41-årig lokal kvinde, kørte 85 km/t selv om det var i en byzone. Patruljen fik standset bilen og sigtet kvinden, der nu står til at få frakendt sit kørekort.

Færdselskontrol – Greve og Køge

Færdselsafdelingen var tirsdag på gaden med fokus på fart og sikkerhed på motorvejen ved Køge og Greve.

Om formiddagen målte betjentene på Køge Bugt Motorvejen i sydlig retning ved Mosede Landevej i Greve. 16 bilister blev målt til at køre for stærkt og fem kan udover bøde forvente at klip i kørekortet. En bilist blev kl. 11.00 målt til at køre 144 km/t, selvom hastighedsbegrænsningen på strækningen er 110 km/t.

Den 31-årig mand blev stoppet i nødsporet. Da han kom ud af bilen og var opfarende, råbte og havde en truende opførsel over for politifolkene, og nægtede at medvirke i en narkometertest. Han blev anholdt og ilagt håndjern af sikkerhedsmæssige hensyn, da hans adfærd var til fare for ham selv og betjentene så tæt på motorvejen. Bilen blev ransaget efter euforiserende stoffer, men der blev ikke fundet noget ulovligt. Efter lidt tid faldt den 31-årige lidt til ro, og han deltog i en narkometertest, som viste negativt resultat. Han blev sigtet for den hurtige kørsel, som kommer til at koste ham 3600 kr, et klip og 500 kr til Offerfonden. Herefter fik han lov til at køre videre.

På Køge Bugt Motorvejen ved Cementvej i Køge blev målt med laseren mellem kl. 13.00-14.00. Her blev otte bilister målt til at køre for stærkt, og en kørte mere end 30% for hurtigt, så det medfører et klip.

Derudover blev tre bilister sigtet for at køre uden førerret, og i samme ombæring blev to bilejere sigtet for at låne deres bil ud til en person uden kørekort. En bilist blev sigtet for fejl og mangler, da køretøjet ikke var lovligt. En talte i mobiltelefon under kørslen, en havde ikke medbragt sit kørekort og en blev sigtet for at køre med en stor trailer uden at have taget BE-kørekort til trailer.

Færdselskontrol for sikre veje – Køge og Stevns

Som led i en fælles europæisk indsats om at skabe sikre veje kaldet “Roadpol” var en patrulje fra færdselsafdelingen på kontrol i Køge og Stevns kommune

Færdselsuheld – Borupvej, Køge

Kl 16.09 skete der et uheld, da en 22-årig kvinde fra Midtsjælland kom kørende og ramte en 13-årig lokal pige, der som fodgænger var ved at krydse vejen. Pigen røg op på forruden af bilen og blev efterfølgende kørt til sygehuset til videre behandling.

Færdselsuheld – Egedesvej, Køge

Kl 14.56 skete der et færdselsuheld, da en skraldebil, der havde fået slået hul i sin benzintank, dryppede brændstof på vejen i rundkørslen ved Nordhøj. En personbil ført af en 77-årig mand fra København kunne på grund af den glatte vejbane efter brædstoffet ikke bremse og ramte derfor op bag i en forankørende personbil ført af en 46-årig mand fra Køge-egnen. Kun materielle skader.

Færdselsuheld – Køgevej, Roskilde

Kl 13.43 skete der et færdselsuheld, da en 18-årig mand i en personbil ikke nåede at bremse for en forankørende bil, der holdt stille pga trafikken. Den påkørte bil blev derefter skubbet op i en forankørende bil. Kun materielle skader ved uheldet.

Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Køge

Kl 06.27 skete der et harmonikauheld på motorvejen i nordgående retning. Trafikken gik pludseligt ned i fart, men en 37-årig mand nåede ikke at bremse tilstrækkeligt ned og ramte derfor op bag i en forankørende personbil ført af en 32-årig kvinde. Kvindens bil blev så skubbet op bag i en personbil ført af en 51-årig kvinde, der så igen røg op i en personbil ført af en 36-årig mand. Alle de involverede var fra Sydsjælland. De to sidste biler kunne selv køre fra stedet, mens den 37-årige mand og den 32-årige kvinde blev kørt til behandling på sygehuset.

Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Køge

Kl 13.49 skete der et færdselsuheld, da en 28-årig kvinde fra Falster i 2. vognbane pludseligt bemærkede, at der var kø foran hende. Hun trak derfor ind i 1. vognbane, men blev i det samme påkørt af en lastbil, ført af en 33-årig mand fra Sydsjælland. Kvindens bil blev derefter skubbet op i en forankørende personbil. Den 28-årig kvinde blev efterfølgende kørt til behandling på sygehuset.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge

Kl 07.35 skete der endnu et uheld på motorvejen. Da trafikken pludseligt gik ned i fart, bremsede en personbil ført af en 25-årig mand fra Sydsjælland hårdt ned, men det førte til, at han blev ramt bagfra af en personbil ført af en 26-årig mand fra Fyn. Der blev tilkaldt en ambulance til at tilse personerne, men alle slap umiddelbart fra uheldet uden alvorlige skader.

Følgende færdselslovsovertrædelser i Køge lørdag mellem kl. 08.00-21.00:

Hastighed på motorvej i 110 km-zone:
1 x personbil (udlænding) – klip
1 x motorcykel – klip.
1 x personbil (udlænding) – betinget frakendelse af førerretten
1 x personbil – betinget frakendelse af førerretten

Hastighed i byzone:
1 x personbil til klip
1 x personbil med påhængsvogn – klip

Øvrige forseelser:
1 x sele ej anvendt
1 x befordret barn under 135 cm uden sikkerhedsudstyr – klip
1 x kørsel uden førerret.

Hobbykniv med til fodboldkamp – Ved Stadion, Køge

Kl. 19.00 ved champions League kvalifikationskampen mellem KB Køge og Juventus i kvindefodbold var en patrulje forbi stadion, hvor alt var roligt. En kontrollør var blevet gjort opmærksom på, at mand på hjemmeholdets langside bar en hobbykniv. Politiet fik udpeget en 41-årig mand fra Køge, som havde en Stanleykniv i sine håndværkerbukser. Han blev sigtet for at overtræde knivloven og hobbykniven beslaglagt. Han kan forvente en bøde i sagen.

Hurtig knallert – Køgevej, Gadstrup, Roskilde

Kl 07.55 standser færdselspolitiet en 15-årig dreng på en knallert, der viste sig at kunne køre hurtigere end godt var. Knallerten blev målt til at kunne køre mindst 72 km/t. Den 15-årige vil nu kunne se frem til en bøde og en betinget frakendelse af førerretten til lille knallert. Drengens forældre blev orienteret om sagen.

Knivloven – Nørregade, Køge

Kl. 01.45 standsede en patrulje en personbil, hvori fire mænd befandt sig, med henblik på en rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet. Der var tale om fire mænd fra Københavns-området, og politiet kunne på gulvet i bilen se en kniv med en bladlængde ligge frit fremme.
En 20-årig mand fra Søborg erkendte at være ejer af kniven, som politiet beslaglagde som bevis i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af knivloven mod ham. Ingen af de tre øvrige mænd i bilen blev sigtet for noget i forbindelse med politikontrollen.

Kørsel uden kørekort – Lyngvej, Køge

Kl 10.05 blev en personbil ført af en 44-årig mand fra Hedehusene standset, og det viste sig, at manden var frakendt førerretten. Da det var tredje gang inden for tre år, at det skete, så blev bilen beslaglagt på stedet med henblik på senere konfiskation.

Kørsel uden kørekort – Stensbjergvej, Køge

Kl 09.30 standser færdselspolitiet en 32-årig mand fra Køge-egnen, der kom kørende i en personbil. Det viste sig, at manden ikke havde noget kørekort og i bilen blev desuden fundet en foldekniv. Efterfølgende blev en 31-årig kvinde, der er ejer af bilen, sigtet for at have overdraget bilen til en person, der ikke havde kørerkort.

Mulig tyv skræmt væk – Solsikkestien, Køge

kl. 01.46 anmeldte en 30-årig mand, at han lå og sov i et kolonihavehus på Solsikkestien, da han blev vækket af at hoveddøren åbnede og lyset tændte i stuen. Den 30-årige råbte fra soveværelset, hvorefter han så en lyskegle fra en lommelygte forsvinde væk ad en sti i retning mod Ølby Centret. Døren havde ikke været låst, og intet var umiddelbart blevet stjålet. Patruljer blev sendt til kolonihaverne, hvor en patrulje traf en 53-årig mand med en cykel, som de ville tjekke nærmere. Han havde dog ikke nogen ting på sig, som kunne mistænkes for at være tyvekoster. En hundepatrulje gik spor fra kolonihavehuset, og sporet førte lige hen til det sted, hvor patruljen havde stoppet manden med cyklen. Politiet undersøger nu, om manden kan mistænkes for at have været inde i kolonihavehuset.

Narkokørsel – Køgevej, Roskilde

Kl. 00.09 anholdt og sigtede politiet en 18-årig mand fra Holbæk for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil, som han førte ad Køgevej ved Søndre Ringvej. Narkometertesten indikerede nemlig, at den 18-årige var påvirket af kokain under kørslen, hvorfor han fik udtaget en blodprøve inden sin løsladelse.

Narkokørsel i frakendelsestiden – Køgevej, Gadstrup – Roskilde

Kl. 16.14 sigtede politiet en 33-årig mand uden fast bopæl for at være fører af en personbil ad Køgevej, selv om han i forvejen var frakendt kørekortet. Han var kommet kørende langsomt ad Køgevej og blev derfor stoppet med henblik på en rutinemæssig kontrol.

Den 33-årige kunne tillige mistænkes for at være påvirket af narkotika under kørslen, hvorfor han i forbindelse med en kortvarig anholdelse fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Bilejeren er blevet sigtet for at have overladt føringen af bilen til den 33-årige, der ikke lovligt kunne være fører.

Narkokørsel i frakendelsestiden mv. – Københavnsvej, Ølsemagle, Køge

Kl. 07.15 ønskede en patrulje at foretage en rutinemæssig kontrol af en personbil, der kørte ad Københavnsvej i nordlig retning. Da føreren af personbilen opdagede, at politiet kørte efter, blev hastigheden sat op, og i lyskrydset ved Ølsemaglevej fortsatte bilisten nordpå, selv om lyssignalet var skiftet til rødt, og en bus kom fra Ølsemaglevej ud på Københavnsvej.

Bilisten fortsatte med høj hastighed videre i nordlig retning med politibilen med udrykning bagefter, indtil føreren standsede på Holmehusvej, Jersie. Føreren var en 28-årig mand fra Køge, som i forvejen var frakendt kørekortet, og som politiet skønnede påvirket af narkotika under kørslen. Han blev anholdt og sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven. I forbindelse med visitationen og ransagning af bilen fandt politiet ham i besiddelse en kniv med en bladlængde på 13 cm samt mere end 50 pølsemandsposer med knap 435 gram hashbolsjer samt fire hashkager med en samlet vægt på godt 53 gram. Endvidere var den 28-årige i besiddelse af en pengebeløb, hvoraf en del blev beslaglagt som afdrag på gæld til det offentlige.

De ulovlige hash-dele og kniven blev også beslaglagt som bevis i sager om overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og knivloven.Den 28-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og vil derfor høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Narkokørsel i frakendelsestiden mv. – Ringvejen, Køge

Kl. 13.36 standsede færdselspolitiet en personbil tilhørende en kvindelig bilejer, men med en mandlig fører, med henblik på en rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.

Føreren var en 30-årig mand fra Køge, som i forvejen var frakendt kørekortet og derfor ikke måtte være fører af bilen. Desuden skønnede politiet ham påvirket af euforiserende stoffer og derfor kunne mistænke ham for narkokørsel, så den 30-årige blev anholdt og sigtet indledningsvist for narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden.

Ved visitationen af den anholdte fandt politiet ham i besiddelse af både en foldekniv og knap fem gram hash i fem poser. De ulovlige effekter blev beslaglagt i forbindelse med sigtelser for overtrædelse af både knivloven og lov om euforiserende stoffer.

Efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer løslod politiet den 30-årige, som vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger, og sagerne mod ham skal afgøres.

Efterfølgende sigtede politiet en 22-årig kvinde fra Køge for overtrædelse af færdselsloven, idet hun kunne mistænkes for at have overladt føringen af personbilen til den 30-årige, selv om han ikke lovligt kunne være fører. Hun hører også nærmere fra politiet på et senere tidspunkt.

Narkokørsel uden førerret – Ringvejen, Køge

Kl. 17.11 blev en 21-årig mand fra Vallensbæk Strand indledningsvist sigtet for kørsel uden førerret i en personbil, som han førte ad Ringvejen i nordlig retning. Den 21-årige havde i forvejen et såkaldt kørselsforbud og måtte derfor ikke være fører af et køretøj, hvortil et kørekort kræves.

Han deltog også i en narkometertest, der gav udslag for påvirkning af cannabis, hvorfor den 21-årige dernæst blev sigtet for narkokørsel i bilen. I forbindelse med en kortvarig anholdelse fik han udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer, som den 21-årige ikke mente at være påvirket af. Når analyseerklæringen foreligger, vil han høre nærmere fra politiet og kan dermed få svar på sin tvivl.

Narkokørsel uden førerret – bil beslaglagt – Vordingborgvej, Køge

Kl. 11.00 standsede politiet en personbil, som en 30-årig mand fra Herfølge var fører af ad Vordingborgvej i Køge Føreren, som patruljen genkendte fra en tilsvarende sag to dage tidligere, havde stadig ikke noget kørekort, idet politiet tidligere havde inddraget førerretten i forbindelse med andre overtrædelser af færdselsloven.

Han kunne endvidere mistænkes for at være påvirket af narkotika under kørslen, så han fik i forbindelse med en sigtelse herfor og en kortvarig anholdelse udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer (mistanke om cannabis).

Bilen, som den 30-årige var fører af, var ejet af en anden mand, som åbenbart flere gange havde lånt bilen ud til den 30-årige. Føreren var i hvert fald mindst tre gange inden for de seneste fire måneder sigtet for at køre i bilen uden at have førerret og også i nogle tilfælde i narkotikapåvirket tilstand, så politiet anså betingelserne for beslaglæggelse af bilen for at være opfyldt på grund af de gentagne kørsler.

Bilejeren modsatte sig ikke beslaglæggelsen af personbilen, og den 30-årige fører kan nu afvente analyseresultatet af den udtagne blodprøve, før han hører nærmere fra politiet.

Patruljebil under udrykning i alvorligt uheld – Strandvejen, Køge

kl. 09.28 kørte patruljen med udrykning ad Strandvejen i Køge mod uheldet på Bjælkerupvej i Klippinge, da de stødte sammen med den 76-årig kvindelig bilist. Der skete en alvorlig ulykke, hvor den kvindelige bilist omkom og de to betjente kom lettere til skade. Uheldsstedet blev afspærret, og der blev tilkaldt bilinspektør til at undersøge uheldet. Den Uafhængige politiklagemyndighed blev orienteret om ulykken og undersøger nu sagen nærmere. Politiet kan derfor ikke oplyse yderligere i sagen.

Spirituskørsel i frakendelsestiden – Køgevej, Roskilde

Kl. 15.46 anholdt og sigtede politiet en 55-årig mand fra Roskilde for spirituskørsel i en personbil, som han førte ad Køgevej i Roskilde by. Endvidere blev han sigtet for kørsel i frakendelsestiden, idet han i forvejen var frakendt kørekortet og derfor ikke måtte være fører af bilen.
Den 55-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Udenlandske butikstyve stjal fisk på dåse – Ølsemaglevej, Køge

Kl. 08.29 blev en patrulje sendt til Super Brugsen, hvor to udenlandske mænd var blevet tilbageholdt for butikstyveri. Personalet havde bemærket de to mænd gå rundt i vinafdelingen, hvor de opførte sig mistænkeligt. Fra forretningens overvågning kunne medarbejderen se, at den ene mand puttede batterier i lommen. Ved nærmere gennemgang af videoovervågningen kunne personalet se, at også den anden mand havde puttet varer i lommen.

Ved kassen betalte den ene mand for en 6-pak øl, men varerne i lommerne blev ikke lagt på båndet. De to mænd blev stoppet ved udgangen og ført med tilbage på kontoret, hvor politiet blev tilkaldt. Den ene havde batterier og en dåse makrel i lommen til en værdi af 70,95 kr. Den anden havde en dåse kippers i lommen til 24,95 kr.

En patrulje kørte til stedet, hvor de to mænd, en 46-årig og en 51-årig fra Litauen blev sigtet for butikstyveri og taget med til politistationen, hvor de begge fik deres sag afgjort med en straksbøde. De fik begge lov til at gå, da bøderne var betalt. Butikken fik varerne igen og havde intet erstatningskrav.

Ville køre fra politiet – Ringstedvej, Bjæverskov

Kl 21.25 ville en politipatrulje standse en ung mand på knallert, men han besluttede sig for at forsøge at køre fra politiet. Det lykkedes dog patruljen at få standset den 17-årige unge mand, og det viste sig, at han havde en kniv på sig. Han er nu sigtet for kniven og for ikke at efterkomme politiets anmodninger. Knallerten blev taget med ind til nærmere undersøgelser.

Indbrud i Perioden

Solsikkestien, Køge

Foto ABW