Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2022/12/06 til 2022/12/20.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Brandundersøgelse – Bådehavnen, Køge

Kl. 22.32 rykkede brandvæsnet igen ud til en brand i Køge, idet der var gået ild i en både i Køge Marina.
Ilden i den brændende båd nåede trods brandvæsnets indsats også at beskadige kahytten på en båd ved siden af. Den brændende båd kunne ikke reddes og udbrændte.
Ingen personer kom til skade ved branden, hvis årsag nu skal undersøges nærmere af politiet.

Brandundersøgelse – Åkandestien, Ølby, Køge

Kl. 19.57 rykkede brandvæsnet ud til ildebrand i et kolonihaveområde, hvor der var opstået ildebrand i et kolonihavehus.
Det viste sig, at branden i kolonihavehuset var begrænset til en skorstenen, efter at den 66-årige mandlige beboer tidligere havde fyret kraftigt op i brændeovnen.
Politiet skal nu undersøge de nærmere omstændigheder ved branden, der forårsagede en del røgskader på inventaret i kolonihavehuset. Ingen personer kom til skade ved branden.

Færdselsuheld – Strandvejen, Køge

Kl. 18.10 havde en 77-årig mand fra Greve af ukendt årsag påkørt et vejskilt på et helleanlæg på Strandvejen ud for en campingplads, så det påkørte vejskilt fløj over i modsatte kørebanehalvdel. Her kunne en 19-årig kvindelig bilist fra Brøndby Strand ikke undgå at påkøre skiltet, så der skete skade på hendes bil.

Der skete ingen personskade på de involverede parter, men det lokale redningsberedskab måtte tilkaldes, da kvindens bil lækkede olie. Politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet.

Mand varetægtsfængslet for grov vold – Østre Banevej, Køge

Fredag nat kl. 02.48 blev en 18-årig mand fra Roskilde overfaldet på Østre Banevej i Køge, hvor han blev tildelt flere slag og spark. Anmeldelsen lød på, at flere unge mænd havde overfaldet den 18-årige, og at den ene mistænkte efter overfaldet var løbet til en beværtning i nærheden, hvor han kort efter blev anholdt og sigtet for grov vold. De øvrige gerningsmænd stak af fra stedet. Offeret blev efter overfaldet indlagt til behandling for de skader han pådrog sig. Politiet skal afhøre den 18-årige, når han er klar til det.

Den anholdte var en 17-årig ung mand fra Køge, som havde en tidligere dom for vold. Han blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev fængslet til d. 23. januar. Sagen blev behandlet for lukkede døre, og politiet efterforsker nu sagen for at finde frem til de gerningsmænd, som stadig er på fri fod.

Skøjteløber kaldt ind fra isen – Gammel Ringstedvej, Køge

Kl. 11.47 fik politiet anmeldelse om, at en mand løb alene på skøjter på usikker is på en sø ved Gammel Ringstedvej i Køge En patrulje kørte til stedet, hvor skøjteløberen, en 63-årig mand fra Strøby, blev kaldt ind fra isen og formanet om farligheden af sin færd. Isen er stadig alt for tynd, og man må først bevæge sig ud på isen, når kommunen har opsat skilte om, at det er sikkert.

Slingrende kørsel afslørede spirituskørsel – Sydmotorvejen, Køge

Kl. 04.27 fik politiet en anmeldelse om en bilist, der kørte usikkert og slingrende ad Sydmotorvejen i sydlig retning ved Køge Bilistens hastighed var også meget svingende.

Politiet fik kort efter standset personbilen, der viste sig at være ført af en 34-årig mand fra Haslev. Da han var påvirket af spiritus i større grad end tilladt, blev han sigtet for spirituskørsel og fik i den anledning udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Han vil derfor høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Spirituskørsel – Billesborgvej, Køge

Kl. 09.53 sigtede politiet en 66-årig mand fra Herfølge for spirituskørsel i en personbil, som han førte ad Billesborgvej. Han blev kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Bilist frakendt kørekortet mistænkt for kapkørsel på motorvejen – Køge Bugt Motorvejen, Greve

Kl. 14.48 fik en færdselspatrulje med videoudstyr i patruljebilen øje på to bilister, der med meget høj hastighed kørte i nordgående retning på Køge Bugt Motorvejen ved Greve. Hastigheden for de to bilister var på et tidspunkt oppe omkring de 200 km/t trods skiltningen om højst tilladte hastighed på 110 km/t, og de to bilisters kørsel fremstod som en slags intern kapkørsel.

Færdselspolitiet lykkedes med at foretage en hastighedsmåling på den ene af de to bilister, mens den anden bilist på grund af fortsat høj hastighed forsvandt væk fra patruljebilen.

En 28-årig mand fra Køge blev efterfølgende standset og sigtet for at have kørt med mindst 174 km/t. Ud over hastighedsovertrædelsen blev han også sigtet for kapkørsel samt kørsel i frakendelsestiden, idet han var fører af en personbil trods frakendelse af kørekortet.

Politiet forsøger nu ud fra videooptagelserne at få identificeret modparten til kapkørslen, og ejeren af den personbil, som den 28-årige var fører af, kan også forvente en sigtelse fra politiet, idet bilejeren har overladt føringen til en person, som ikke lovligt kunne være fører af køretøjet.

Brand i papkasse – Parkvej, Køge

Kl. 21.52 rykkede brandvæsnet ud for at slukke en mindre brand i kælderen under en beboelsesejendom på Parkvej.

Det viste sig, at der var opstået en ildebrand i en papkasse, der var udbrændt. Indholdet i papkassen var fortsat til stede, men blev sat udenfor. Der var ikke sket skade på selve kælderen, som dog var blevet fyldt med røg, så en udluftning var påkrævet.
Politiet har nu optaget rapport om branden i et forsøg på at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved brandens opståen.

Børn på isen – Funchsvej, Køge / Dronning Sofies Vej, Roskilde

Kl. 13.34 henvendte en lokal kvinde sig til politiet, fordi hun var bekymret for nogle børns færden på isen i et regnvandsbassin på Funchsvej, Køge

Politiet kørte til stedet og fik kontakt til fem drenge på 11 år fra Køge, som opholdt ved siden af regnvandsbassinet. De blev vejledt om at undlade færden på isen på nuværende tidspunkt, hvor isen måske ikke var sikker trods opsat skilt om, at færdsel på isen skete på eget ansvar.

I Roskilde havde en borger kl. 14.10 også henvendt sig med en bekymring for nogle børns færden på isen i en mose ved Dronning Sofies Vej, Roskilde.

Politiet kørte en tur til området, men politiet fandt ingen børn ude på isen, hvorfor der ikke blev foretaget yderligere i anledning af anmeldelsen.

Cyklende indbrudstyv stjal en cykel – Køgevej, Ringsted

Kl. 02.22 slog en opmærksom, 21-årig mand fra Ringsted alarm, idet indbrudstyv var i færd med at knuse en rude til en cykelforretning. Kort efter cyklede indbrudstyven fra stedet medbringende en sort cykel ad Køgevej i retning mod Dagmarsgade.

Politiet kørte til cykelforretning for at lave undersøgelser, og indehaveren af forretningen kunne bekræfte, at en sort cykel var blevet stjålet ved indbruddet.

Indbruds- og cykeltyven kunne beskrives som en mand, i 20-erne, lys i huden, ca. 170 cm høj, iført sort dunjakke og blå bukser, men han blev ikke fundet i området. Politiet afventer nu resultatet af de tekniske undersøgelser i forretningen og vil i mellemtiden gerne i kontakt med personer, der måtte have set indbrudstyven cykle rundt med den sorte cykel i natten. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld – Billesborgvej / Vedskøllevej, Herfølge – Køge

Kl. 15.22 fik politiet via alarm 112 melding om, at en bilist og en cyklist var stødt sammen i krydset Billesborgvej-Vedskøllevej, så en ambulance var sendt til uheldsstedet.

Det viste sig, at en 25-årig kvinde fra Køge i en personbil var kørt ad Vedskøllevej mod nord frem til krydset ved Billesborgvej, men stødte kort forinden sammen med en 24-årig kvinde fra Strøby. Hun var kørt på en el-cykel ad cykelstien langs Billesborgvej i østlig retning og blev impliceret i uheldet ved passage af Vedskøllevej.

Cyklisten blev tilset af ambulancepersonalet, inden hun blev kørt på skadestuen til kontrol, men hun havde ikke pådraget sig behandlingskrævende skader.

Politiet optog rapport om sammenstødet mellem de to trafikanter for at få belyst de nærmere omstændigheder, herunder de to parters vigepligtsforhold i krydset.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

Kl. 07.17 var nogle bilister stødt sammen i det nordgående spor på Køge Bugt Motorvejen, men ingen var tilsyneladende kommet til skade.

Det viste sig ved politiets ankomst til uheldsstedet, at to biler stadig holdt i vognbanen nærmest midterrabatten, hvor sammenstødet også var sket. En skiltevogn og en ladvogn ankom til stedet for at afspærre uheldsstedet i forbindelse med oprydningsarbejdet.

En 42-årig mand fra Solrød Strand var i sin bil kørt med lav hastighed i overhalingssporet og havde på grund af trafikken foran bremset. Det opdagede en 32-årig kvinde fra Stubbekøbing for sent, så hun påkørte bagende af bilen foran.

Efter en meget kort lukning af motorvejen i forbindelse med oprydningsarbejdet var motorvejen kl. ca. 07.45 atter farbar i alle spor.

Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Køge

Kl. 16.40 rykkede politiet ud til endnu et sammenstød på en motorvej, idet flere bilister nu var stødt sammen på Sydmotorvejen i det sydgående spor ved Køge

Det viste sig, at alle parter var kørende i sydlig retning i vognbanen til højre, da føreren af en personbil bremsede på grund af kødannelse. Det opdagede en 21-årig mand fra Hviderusland for sent, så han som fører af en polsk registreret varebil påkørte den bagenden af den personbil. Dette sammenstød opdagede en bagfrakommende fører af en personbil for sent, så bagenden af varebilen blev påkørt. Yderligere en bagfrakommende personbil stødte ind i personbilen foran.

Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødet, som politiet blot registrerede omstændighederne ved. Motorvejen var kl. ca. 17.10 igen åben for trafik i begge spor.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge

Kl. 15.09 rykkede politiet ud til et sammenstød med flere bilister involveret på Vestmotorvejen i det vestgående spor ved Bjæverskov.
Det viste sig, at der i alt var fire bilister involveret, men ingen af parterne var kommet til skade ved sammenstødet.

Politiet fik klarlagt, at det var en opbremsning og formentlig manglende opmærksomhed i den tætte trafik, som var årsag til sammenstødet med de fire parter involveret.
En 24-årig mand fra Ringsted opdagede som fører af en varebil for sent, at to forankørende personbiler i overhalingssporet bremsede, så han påkørte bagenden af den nærmeste personbil. Denne bil blev skubbet frem i personbilen foran, hvorefter en bagfrakommende varebil – ført af en 32-årig mand fra Korsør – påkørte bagenden af den 24-åriges varebil.

Kort før kl. 16.00 var der ryddet op på motorvejen, så begge vognbaner igen var farbare.

Færdselsuheld – Vordingborgvej, Køge

Kl 13.54 skete der et færdselsuheld, da en 59-årig kvinde fra Køge-området i personbil ramte op bagi en forankørende personbil ført af en 47-årig mand fra Solrød-området. Uheldet skete, da begge biler netop var kørt forbi en holdende bus og den 47-årige mand bremsede for at svinge til venstre. Der blev tilkaldt en ambulance til at behandle den 59-årige, der dog slap uden alvorlige skader.

Humanitær eftersøgning – Køge

Kl. 19.19 henvendte pårørende til en 86-årig mand fra Køge sig politiet, fordi den 86-årige tidligere på eftermiddagen var forsvundet fra sin bopæl i Ølby-området. Han var dårligt gående og havde besvær med at finde rundt, og de pårørendes eftersøgning havde hidtil været uden resultat.

Politiet indledte derfor med flere patruljer en humanitær eftersøgning efter den 86-årige, som blev efterlyst hos offentlige trafikselskaber, ligesom lokale taxifirmaer blev orienteret.
Netop som politiet skulle til at rekvirere yderligere assistance fra andre myndigheder som hjælp i eftersøgningsarbejdet, fik politiet kl. ca. 21.00 en henvendelse fra personalet på en spiserestaurant i den centrale del af Køge om, at en ældre mand havde været på stedet i nogle timer.

Politiet fik kort efter kontakt til den savnede på restauranten, hvor personalet drak en kop kaffe sammen med ham. Kl. ca. 21.30 kunne den savnede afleveres hos de pårørende til fornøden omsorg.

Klunser sigtet for tyveri – Pilebækvej, Bjæverskov – Køge

Kl. 15.50 modtog politiet en anmeldelse fra personalet på en genbrugsplads om, at en mand i en bil var tilbageholdt som mistænkt for klunseri trods forbud herimod.

Politiet kørte til genbrugspladsen, hvor en 28-årig mand fra Helsingør havde tilbageleveret diverse elektronikudstyr i form af forstærkere, TV-fladskærme, skruemaskiner og en højtryksrenser, så der ikke var noget erstatningskrav i sagen.

Den 28-årige blev sigtet for tyveri af effekterne, som personalet havde set blive lagt ind i en bil, hvorefter udkørslen fra genbrugspladsen var blevet spærret for at forhindre manden i at forlade genbrugspladsen.

Senere kan den 28-årige forvente at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen for tyveri af effekterne.

Mindreårige i bil kørte galt – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 15.45 skete et sammenstød på Køge Bugt Motorvejen sydgående ved afkørsel 32 i Køge En 74-årig mandlig bilist fra Køge kørte af ved afkørslen, da han blev påkørt bagfra af en personbil, der kom med højere fart. Bilerne forulykkede, men umiddelbart kom ingen noget alvorligt til, og der var ikke behov for ambulance.

Tre unge mænd stak af fra den bil, som var årsag til uheldet, men bilens 17-årige fører blev tilbage. Flere patruljer kørte til stedet, hvor vidner havde set de unge mænd gå fra stedet i retning mod transportcentret. Togdriften blev kortvarigt standset på strækningen, så en hundepatrulje kunne gå spor efter de flygtede.

Politiets indsatsleder fandt frem til tre 17-årige unge mænd ved transportcentret, som kunne mistænkes for at have været impliceret i uheldet. Den 17-årige unge mand fra Greve, som havde kørt bilen blev sigtet for kørsel uden førerret, da han ikke havde taget kørekort. De unge som var stukket af forklarede, at de var gået i panik, da de kørte galt.

Faren til den 17-årige fører blev orienteret om uheldet, og han kom frem til stedet. Det var ikke første gang, at sønnen havde taget bilen uden at få lov. Faren blev sigtet for at overlade bilen til en person uden kørekort. Patruljen tog en snak med faren om, at han er forpligtet til at sikre, at sønnen ikke kan få adgang til bilen, før han har taget kørekort.

De tre passagerer blev ikke sigtet for noget i forbindelse med sagen, men deres forældre blev orienteret om episoden. Patruljen optog rapport om uheldet, hvor alle implicerede slap heldigt uden at komme noget til. Parterne vil høre mere fra politiet i sagen senere.

Mistænkelige mænd i villakvarter – Borup – Køge

Kl. 18.38 fik politiet en henvendelse fra en opmærksom, lokal mand, der havde set to mænd iført mørkt tøj og med halsedisser trukket op for underansigtet gå rundt i området ved Hvedemarken og Bygmarken i Borup. De medbragte en rød cykel og en rød sportstaske, mens de kiggede ind mod mange huse i området.

En patrulje kørte til området i et forsøg på at finde de to mistænkelige mænd, men de var forsvundet fra området, så politiet fik ikke identificeret de to mænd og heller ikke afklaret årsagen til deres færden i området.

Spirituskørsel – Ringstedvej, Bjæverskov – Køge

Kl. 23.45 standsede politiet en personbil med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøj, da den blev ført ad Ringstedvej i nordøstlig retning i Bjæverskov med en 24-årig kvinde fra Herfølge bag rattet.

Hun deltog i en alkometertest, der gav udslag over det tilladte, hvorfor hun blev sigtet for spirituskørsel og efterfølgende i forbindelse med en kortvarig anholdelse fik udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Når analyseerklæringen foreligger, vil den 24-årige kvinde høre nærmere fra politiet.

To bilister uden kørekort – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

Inden for mindre end en time fik en færdselspatrulje afsløret to førere i at køre bil, selv om de ikke havde nogen førerret og derfor ikke måtte være fører af deres køretøjer.

Kl. 11.10 blev en 39-årig mand fra Korsør sigtet for kørsel uden førerret i en personbil, som han førte, selv om han ikke havde fået generhvervet sit kørekort efter udløbet af en tidligere frakendelse.

Kl. 12.05 sigtede færdselspolitiet en 31-årig mand fra Stubbekøbing for kørsel uden førerret i en personbil, som han ikke måtte føre, fordi politiet tidligere i 2022 havde inddraget hans førerret, da han ikke havde aflagt en kontrollerende køreprøve efter en betinget frakendelse af kørekortet.

Begge sigtede kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når deres sager skal afgøres.

To mænd anholdt for flere indbrudsforsøg – Vandstjernevej, Køge

Kl. 01.43 ringede en beboer på Vandstjernevej i Køge til alarmcentralen, da han fra sit åbne badeværelsesvindue havde set to personer iført maskering gå ind på en adresse på vejen, mens de kiggede ind af vinduerne. De to mistænkelige mænd kom ud på vejen igen, men gik nu ind i andre haver på vejen, mens anmelderen havde politiet i røret.

Patruljer satte straks kursen til villakvarteret, hvor de traf de to mistænkte, der blev anholdt. De to anholdte mænd, en 42-årig og en 44-årig – begge fra Køgeområdet, var iført en speciel håndværker beklædning, så de var lette for patruljen at genkende. De blev fundet i besiddelse af skruetrækkere, lommelygte og en bushammer.

En hundepatrulje gik spor i området, hvor de blev fastslået, at de to mænd havde været inde på i alt fire adresser og luske rundt. De var ikke lykkedes de to mænd at komme ind i nogen af husene, så de blev sigtet for fire indbrudsforsøg på Vandstjernevej.

De to anholdte blev taget med på politistationen til afhøring i sagen. De nægtede begge at have haft til hensigt at begå indbrud. Herefter vurderede anklagemyndigheden sagen og fandt, at der ikke var grundlag for at fremstille de anholdte i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. De to sigtede blev derfor løsladt fredag morgen, men vil senere høre mere fra politiet i sagen.

Ulovlig og uhensigtsmæssig brug af fyrværkeri – Roskilde / Køge

Selv om det har været lovligt at erhverve fyrværkeri siden den 15. december, er det fortsat ulovlig at brænde fyrværkeri af.

I Roskilde på en parkeringsplads på Møllehusvej fandt flere personer det “sjovt” kl. ca. 17.00 at skyde romerlys fra et bomberør efter biler på Møllehusvej. Bomberørene blev ifølge anmeldelsen affyret i vandret position mod bilisterne, og der blev også affyret formentlig et kanonslag i området på grund af et højt brag.

En patrulje ledte efter personer, der affyrede fyrværkeri, i området, men uden at finde nogen, der kunne drages til ansvar for både den ulovlige og særdeles uhensigtsmæssige brug af fyrværkeri.

Kl. 19.29 var den så gal på Gartnervang i Roskilde, hvor unge mennesker affyrede fyrværkeri, der gav kraftige brag, lige uden for opgange i en beboelsesejendom. Det var ifølge anmelderen særdeles utryghedsskabende, men også i dette tilfælde fandt politiet ikke nogen at drage til ansvar herfor.

I Køge rykkede politiet ud kl. 20.54 til røg fra et parkeringshus i Rådhusstræde, men det viste sig nok snarere, at der kunne tale om røg fra affyret fyrværkeri. Politiet fandt ikke tegn på egentlig brand i parkeringshuset, hvorfor der ikke blev foretaget yderligere.

Kl. 22.17 fik politiet en henvendelse fra en borger på Tranebanken i Herfølge om, at nogle unge løb rundt og puttede raketter i postkasser på vejen. Nogle postkasser led overlast som følge heraf, men en patrulje i området fandt ikke frem til de unge, der kunne mistænkes at stå bag den uhensigtsmæssige brug af fyrværkeri. Såfremt postkasser har lidt overlast, kan ejerne anmelde det til politiet som hærværk.

Lovlig og forsvarlig brug af fyrværkeri må kun ske i tidsrummet fra 27. december til og med 1. januar.

Indbrud i Perioden

Buen, Nr. Dalby, Borup
Stenhøjparken, Borup