Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2023/04/03 til 2023/04/18.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Foto ABW

Bil påkørt bagfra – Vestre Ringvej/Regnemarks Bakke, Borup – Køge

Kl. 10.14 blev en bil påkørt bagfra af en bagvedkørende. Uheldet skete, da den forreste af de to biler, hvori der befandt sig to personer – en 59-årig kvinde og en 69-årig mand, begge fra Ringsted – skulle svinge ind på en parkeringsplads og derfor sænkede hastigheden, hvilket føreren af en bagfra kommende bil – en 78-årig mand fra Borup – overså. De to personer, der befandt sig i den påkørte bil blev kørt til tjek på sygehuset.

Bil taget fra vanvidsbilist – Roskilde, Borup – Køge

Lige før kl. 13.56 kørte en bilist over for rødt lys lige foran en patruljebil på Ringstedvej i Roskilde. Patruljen kørte efter bilisten for at stoppe ham, men han gassede i stedet op ud af byen mod Osted. Speederen blev trykket i bund og adskillige færdselsregler blev tilsidesat under hans flugt fra politiet. Flere gange måtte andre trafikanter trække ind for at undgå sammenstød, og bilisten kørte med høj fart, så flere patruljer blev sat ind på at stoppe den farlige kørsel. Bilisten drejede af mod Borup, og på Vestre Ringvej i Borup fik flere patruljer lukket flugtbilisten inde. Han påkørte en patruljebil og en anden bilist før han stoppede og blev anholdt. Ingen personer kom noget til, men der kom skader på flere biler.

Bilisten viste sig at være en 52-årig mand fra Roskilde, som blev testet med narko- og alkometer, som ikke viste noget ulovligt. Den 52-årige blev taget med til at stationen til afhøring, men her kom der intet frem om, hvorfor han stak af fra politiet. Sagen blev juridisk vurderet, hvor der blev fundet grundlag til at beslaglægge bilen for vanvidskørsel, men ikke til at fremstille den anholdte i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Han kan dog forvente at høre meget mere fra politiet i sin sag om vanvidskørsel og fareforvoldelse.

Politiet søgte i går vidner til den farlige kørsel, som kan være med til beskrive vanvidskørslen. Flere har henvendt sig, men politiet vil stadig gerne høre fra borgere, der har set nogen farlige situationer eller har måtte bremset/undviget i forbindelse med vanvidskørslen. Vidneforklaringer kan være meget vigtig dokumentation i sagen.
Ring til politiet på tlf. 114, hvis du har oplysninger i sagen.

Bil undlod at køre frem for grønt lys og tiltrak sig politiets opmærksomhed – Torvebyen – Køge

Kl. 19.51 blev en patrulje opmærksom på en personbil, som holdt stille i et lyskryds til trods for, at der var grønt lys. Patruljen besluttede sig derfor for at undersøge sagen nærmere, og det viste sig at være en god ide. Patruljen fulgte efter bilen til en nærliggende parkeringsplads, og bemærkede, at der bl.a. blev kastet en plasticbøtte ud af vinduet fra personbilen. Føreren af bilen – en 28-årig mand fra Hesselager, blev testet positiv for narkokørsel ved patruljebilen narkometer og han blev sigtet for kørsel uden førerret, da han ikke havde generhvervet sit kørekort. Han blev sigtet og var kortvarigt anholdt, mens han fik udtaget en blodprøve. En 23-årig mandlig passager i bilen, bosiddende i Køge, som havde kastet plasticbøtten ud, blev sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer, da plasticbøtten viste sig at indeholde 2,61 gram kokain. Sagerne afgøres på et senere tidspunkt.

Færdselsuheld – Køgevej / Kaserne Alle, Ringsted

Kl. 05.43 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et sammenstød mellem en bilist og en cyklist i krydset Køgevej – Kaserne Alle i Ringsted.

Det viste sig, at en 57-årig mand fra Ringsted var kørt i en personbil ad Kaserne Alle mod syd frem til krydset ved Køgevej, hvor han kørte frem over vigelinjen i forbindelse med svingning til højre ad Køgevej mod vest.

Efter passage af vigelinjen påkørte bilisten en 48-årig kvinde fra Ringsted, der på cykel kørte på cykelstien ad Køgevej i vestlig retning.

Cyklisten slap fra uheldet uden behandlingskrævende skader ligesom bilisten, og der skete kun ringe materielle skader ved uheldet.

Politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselslovens vigepligtsbestemmelser kan være blevet overtrådt.

Færdselsuheld – Køgevej / Søndre Ringvej, Roskilde

Kl. 13.20 fik politiet en henvendelse fra en 30-årig kvinde fra Roskilde, som oplyste, at hun tidligere havde været impliceret i et færdselsuheld i lyskrydset Køgevej – Søndre Ringvej i Roskilde.

Politiet fik ved afhøring af kvinden klarlagt, at hun var kørt i en personbil ad Søndre Ringvej mod øst og var kørt ind i krydset, da en anden bilist kom kørende gennem krydset ad Køgevej i nordlig retning.

De to parter strejfede hinanden og holdt efterfølgende ind til siden, så de kunne tale sammen om sammenstødet.

Kvinden var noget chokeret over uheldet og fik i samtalen med modparten ikke oplysninger om føreren og køretøjer.

Politiet har nu optaget rapport om sammenstødet for dels at få belyst de nærmere omstændigheder, herunder lyssignalets farve i parternes færdselsretninger, dels i et forsøg på at få identificeret modparten, der var kørende i en hvid personbil.

Færdselsuheld – Sydmotorvejen, Køge

Kl. 17.37 var to bilister impliceret i et sammenstød på Sydmotorvejen i det nordgående spor, så rednings- og ambulancepersonale var rykket ud til stedet.

Politiet kunne efterfølgende konstatere, at sammenstødet stort set spærrede begge vognbaner i nordgående retning, så passage kun var muligt via nødsporet. I modsat retning var der opstået en “kigge-kø” på grund af uheldet.

Uheldet var sket, da en 30-årig mand fra Greve med sin personbil overhalede en anden personbil, som en 51-årig mand fra Store-Heddinge var fører af.

Den overhalende bilist kom for langt til venstre, så venstre hjulpar kom ud i midterrabatten, hvilket medførte, at den 30-årige mistede kontrollen over sin bil og ramte den overhalede bil. Begge biler ramte efterfølgende autoværnet, og den 51-åriges bil væltede om på siden.

Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, og rednings- og oprydningsarbejdet kunne afsluttes kl. ca. 19.10, hvor trafikken kunne normaliseres. Politiet registrerede blot parterne og omstændighederne ved uheldet.

Hastighedsovertrædelse – Køgevej, Ringsted

Kl 20.22 blev en varebil ført af en 21-årig mand fra Hedehusene standset, da færdselspolitiet målte hans hastighed til 84 km/t i en byzone. Han kan nu se frem til at blive mødt med et kørselsforbud, da han havde fået sit kørekort i januar måned.

Narkokørsel – Dyndetvej, Borup – Køge

Kl. 17.36 blev en 43-årig mand fra Borup standset som fører af en personbil ad Dyndetvej og kort efter anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel, da en narkometertest havde givet udslag for påvirkning af amfetamin under kørslen.

Den 43-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Optræk til forsamling af køretøjer flere steder – Ringsted / Roskilde / Greve / Køge

Flere patruljer, herunder personale fra færdselsafdelingen, var lørdag aften på udkig efter større og spontane forsamlinger af køretøjer, hvis førere måske kunne mistænkes for at ville køre hensynsløst forskellige steder i politikredsen. Politiet fik henvendelser om og opsporede selv optræk til forsamlinger på Darupvej i Roskilde, hvor ca. 50 biler var forsamlet, i Ringsted, i området ved Køge Transportcenter og også på Greve Main.

Når større eller mindre forsamlinger blev opdaget, var politiet til stede af præventive årsager, hvilket havde den effekt, at de forsamlede køretøjer stille og roligt forsvandt fra områderne. Politiet fandt således intet grundlag for at sigte nogen bilister for f.eks. hensynsløs eller hasarderet kørsel eller andre ulovlige aktiviteter ved disse forsamlinger.

En anden type biltræf fandt sted på Østre Ringvej i Roskilde og forløb fredeligt, efter at førere af adskillige ældre biler havde forsamlet sig på vejen. En 37-årig mand fra Københavnsområdet blev her sigtet for at have monteret alt for brede dæk på sin gamle bil, hvor han heller ikke havde fået monteret en lydpotte.

Politiets tilstedeværelse i de forskellige byområder betød dog alligevel en kontrol af en del af de trafikanter, som politiet mødte undervejs. Denne spontane kontrol lørdag aften gav følgende antal sager:

Fire sager om overtrædelse af hastighedsbestemmelserne på motorvej med påstand om frakendelse af kørekortet
To sager om overtrædelse af hastighedsbestemmelserne i tættere bebygget område med påstand om frakendelse af kørekortet
To sager om brug af håndholdt mobiltelefon under kørslen
En sag om overhaling højre om
En sag om spirituskørsel (Roskilde)
En sag om kørsel uden førerret
En sag om fejl og mangler ved køretøjet (Roskilde)

Også præventiv indsats fredag aften mod mulige forsamlinger af køretøjer
Lørdagens præventive tilstedeværelse flere steder i politikredsen var en opfølgning på en tilsvarende indsats fredag aften, hvor politiet også var på udkig efter bilister, der spontant forsamlede sig et sted i politikredsen.

Politiet fandt ikke nogen spontane forsamlinger hverken i Ringsted, Køge, Greve eller Roskilde, hvilket måske kan skyldes vejrliget. Der var nemlig nedbør i form af regn frem til kl. ca. 23.00 flere steder, men politiet brugte alligevel tiden på en spontan kontrol af trafikanter, som patruljerne mødte.

Fredagens kontrol flere steder i politikredsen gav følgende resultat:
En sag om hastighedsovertrædelse på en motorvej
En sag om kørsel i frakendelsestiden
En sag om kørsel i et køretøj, hvis nummerplade var afmeldt og derfor blev inddraget.

Fortsat fokus på spontane forsamlinger af bilister
Politiet har i den kommende tid fortsat fokus på disse spontane forsamlinger af bilister til biltræf, hvor der kan være risiko for hensynsløs og risikobetonet kørsel. Såfremt der er grundlag og mulighed herfor, vil politiet fortsat stille de ansvarlige førere til ansvar for eventuelle overtrædelser af færdselslovgivningen.

Søndag – mandag

Påvirket bilist – Køge Bugt Motorvejen, Solrød

Kl 21.16 standsede politiet en bil ført af en 36-årig mand fra Fyn, da der var mistanke om, at han var påvirket. En narkometertest gav da også udslag for kokain.

Påvirket bilist – Skovparken, Køge

Kl 20.58 ramte en personbil ført af en 71-årig lokal kvinde et lyssignal i krydset Søndre Viaduktvej og Søndre Alle. Patruljen fandt bilen på ejers adresse og kvinden blev ved alkometer målt til at være påvirket langt ud over det tilladte. Kvinden blev medtaget til udtagning af blodprøve.

Lørdag-søndag (påskedag)

Spiritusbilist kørte usikkert – Parkvej, Køge

Kl. 17.10 anmeldte et kærestepar, at de kørte på Sydmotorvejen og kørte af ved Bjæverskov afkørslen, hvor de blev opmærksomme på en varebil, der kørte usikkert. Den kom kørende bagfra, og kørte hurtigt helt tæt på deres bil, men bremsede op tæt ved. Parret kørte ind til siden og lod varebilen overhale, så de i stedet kørte bag varebilen, som fortsat kørte usikkert, slingrende og for tæt på de forankørende.

Kæresteparret ringede til politiet og fulgte efter varebilen, som stoppede ved et pizzaria på Marksvinget i Køge En patrulje kom frem og anholdt føreren af varebilen, en 32-årig mand fra Korsør, som ved en alkometertest havde en promille væsentligt over det tilladte. Han blev taget med til en blodprøveudtagelse og blev senere løsladt. Nu venter politiet på at få en promilleerklæring i sagen, hvorefter den 32-årige vil høre mere.

Uheld spærrede større vej – Ringstedvej/Gammel Ringstedvej, Køge

Kl. 15.05 skete et uheld mellem flere biler i krydset Ringstedvej i Køge, da en bilist bremsede op for at svinge til venstre ad Gammel Ringstedvej. En 21-årig mand fra Frederiksberg kiggede i bagspejlet, og da han kiggede frem var den forankørende bremset op, og han kunne ikke nå at standse, men påkørte en 44-årig mand fra Store Heddinge, som blev skubbet videre frem i bilen foran, med en 39-årig mand fra Køge bag rattet.

Den 21-årige mand og en 30-årige mandlig passager blev kørt til traume, da der var frygt for indre skader efter uheldet. En bilinspektør blev tilkaldt for at undersøge uheldsstedet, så hele vejen blev spærret af. Heldigvis viste undersøgelserne af de to mænd, at de var sluppet nådigt fra uheldet uden alvorlige skader.

Der var en del vragdele på kørebanen, der skulle ryddes op, men omkring kl. 16.30 kunne vejen genåbnes, så trafikken igen kunne passere uheldsstedet.

Vold – Ivar Huitfeldtsvej, Køge

Kl 02.20 blev der meldt om uorden ved en kiosk, hvor flere personer skulle være oppe at slås. Et vidne oplyste desuden, at der var set knive på stedet og at der også skulle være brugt peberspray i forbindelse med opgøret. En patrulje fik kontakt til flere personer fra hhv Herfølge og den københavnske vestegn på stedet, men fandt ikke hverken knive eller peberspray – hverken på personerne eller i nærområdet.

Indbrud i Perioden

Galoche Alle, Køge
Kløvestedvej, Borup
Slåenvej, Køge
Stormøllevej, Køge
Theilgaards Alle, Køge
Værftsvej, Køge