Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2023/05/23 til 2023/06/06.

17-årig uden ledsager taget i fartmåling – Slimmingevej, Ringsted – Køge

Kl. 11.45 blev en 17-årig ny bilist målt med laser til at køre 73 km/t på Slimmingvej i Ringsted, selvom hastighedsbegrænsningen på stedet kun er 50 km/t. Den 17-årige unge kvinde fra Køge kommune havde desuden ikke en ledsager med sig i bilen, som det kræves indtil man fylder 18 år.

Den 17-årige blev sigtet for at køre uden ledsager, og bilens ejer blev sigtet for at overdrage sin bil uden at sikre sig, at der var en ledsager med i bilen.

Kravet til en ledsager er: At personen er over 30 år, og har haft kørekort i mindst 10 år Ledsageren må ikke have været frakendt førerretten – hverken betinget eller ubetinget. Ledsagerens kørekort skal være udstedt i Danmark, og ledsagerne skal medbringe kørekortet under kørslen. Ledsageren må ikke have en promille på mere end 0,5 have indtaget euforiserende stoffer eller være træt.

Begge sigtede kan forvente en bøde og et klip. Som ny bilist betyder det, at hun nu kun har et klip tilbage, før der udløses et kørselsforbud. Reglerne for nye bilister gælder de første tre år efter, at man har taget kørekort.

Brand – Nordhavnsvej, Køge

Kl 0751 kom der melding om brand i et større oplag af affald på havnen i Køge Brandvæsnet arbejdede med hjælp fra Beredskabsstyrelsen med at slukke branden, der var opstået i en cirka 10 meter høj bunke af affald. Røgen fra branden drev ud over vandet og derfor blev der med bistand fra Lyngby Radio varslet sejlere i området, så de kunne holde sig væk fra røgen. Der blev løbende holdt øje med, om vinden ville få røgen til at drive ind over land i stedet hen over aftenen. Branden blev meldt endeligt slukket kl 19 torsdag aften. Politiet vil nu forsøge at finde årsagen til brandens opståen.

Brand i gryde – Ejby, Lille-Skensved – Køge

Kl. 15.07 havde en 13-årig pige fra Lille-Skensved været ved at tilberede noget mad i en gryde. Grydens indhold var dog brudt i brand, så brandvæsnet måtte tilkaldes.

Der skete ikke yderligere skade end på grydens indhold, men den 13-årige var blevet så chokeret over episoden, at hendes forældre, der ikke var til stede, måtte tilkaldes til at tage sig af hende. Politiet foretog sig ikke yderligere i anledning af branden.

Brand i plastbord – Stevnsvej, Strøby Egede, Køge – Stevns

Kl. 18.00 måtte to kvinder på 19 år fra Køge og Borup slå alarm til brandvæsnet, da et plastbord var brudt i brand.

Det viste sig, at kvinder havde tændt en engangsgrill, hvorfra en gnist var faldet ned på plastbordet, hvor grillen stod på. Mens kvinder forsøgte at få skaffet hjælp til at håndtere gløden på plastbordet, var bordet i mellemtiden brudt i brand, så brandvæsnet måtte tilkaldes.

Plastbordet udbrændte, og ingen personer kom til skade ved branden. Ud fra disse omstændigheder foretog politiet sig ikke yderligere i anledning af branden.

Butikstyveri – Kastanjevej, Bjæverskov – Køge

Kl. 12.55 anmeldte personalet i et supermarked, at en udenlandsk mand i forbindelse med køb af andre varer havde gemt en vare i lommen, som han ikke havde betalt for.

Politiet fik i supermarkedet kontakt til en ædru, 55-årig fra Bulgarien, som blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for butikstyveri. Han havde i forbindelse med køb af andre varer gemt en mobiloplader til en værdi af 30 kr. i lommen, men ikke betalt for den, da han gik gennem kassen.

Den bulgarske mand fik sagen afgjort straks med en bøde, som han betalte og herefter blev løsladt.

Butikstyveri – Torvet, Køge

Kl. 14.44 anmeldte personalet fra en fritidslivsforretning, at de havde fået stjålet flere bukser og jakker til en større værdi, og at den ene af to mistænkte var tilbageholdt.

Politiet kørte til stedet og fik kontakt til en 44-årig mand fra Sverige, som blev anholdt og sigtet for at have en rolle i tyveri af i alt fem bukser og tre jakker til en samlet værdi af ca. 8.000 kr.

Den anholdte var i besiddelse af jakkerne, men en anden mistænkt mand, der var i besiddelse af en pose, lykkedes med at flygte væk fra stedet ad Nørregade i nordlig retning.

Den 44-årige blev afhørt til sagen og herefter løsladt, mens politiet forsøger at få identificeret den anden mistænkte mand, der var iført en blå kasket og en hvid T-shirt.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 15.43 var det sket et færdselsuheld mellem en lastbil og en personbil på Køge Bugt Motorvejen ved tilkørselsbanen fra tilkørsel 32 Køge og i sydlig retning på motorvejen.

Det viste sig, at en 35-årig mand fra Næstved som fører af en personbil i tilkørselsbanen med lav hastighed skulle flette ind i trafikken på motorvejen, hvor en 57-årig mand fra Haslev som fører af en lastbil kørte i vognbanen længst til højre på motorvejen.

Da personbilen var flettet ind foran lastbilen, stødte de to parter sammen, idet lastbilen påkørte bagenden af personbilen.

Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødet, som politiet optaget rapport om for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved de to trafikanters sammenfletning på motorvejen.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 16.49 rykkede politiet ud til endnu et færdselsuheld i den tætte trafik, men denne gang på Køge Bugt Motorvejen i det sydgående spor ved Køge

En 42-årig mandlige bilist fra Haslev havde for sent opdaget, at trafikken foran ham i anden vognbane var gået i stå på grund af kødannelse. Han påkørte derfor bagende af bilisten foran ham, således at den påkørte bilist blev skubbet frem i en tredje part.

Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødet, som politiet blot registrerede omstændighederne og parterne ved.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Solrød Strand

Kl. 17.18 var et sammenstød mellem to bilister årsag til, at redningspersonale og en skiltevogn blev sendt til uheldsstedet på motorvejen i det nordgående spor.

Det viste sig, at en 26-årig mand fra Frederiksberg under kørslen og formentlig i forbindelse med et vognbaneskift havde påkørt bagenden af den forankørende bil, som en 40-årig kvinde fra København Ø var fører af.

Påkørslen medførte, at den 26-åriges bil var forulykket og endt på taget. Han blev bragt til kontrol på skadestuen, men var sluppet uden behandlingskrævende skader ligesom modparten.

Kl. ca. 18.30 var der ryddet op på uheldsstedet, så trafikken i det nordgående spor kunne normaliseres.

Færdselsuheld – Vestergade, Køge

Kl. 16.21 anmeldte en 28-årig mand fra Køge, der som bilist var blevet påkørt af en formentlig uopmærksom, udenlandsk bilist, der efterfølgende havde forladt uheldsstedet uden at give sig til kende.

Politiet fik klarlagt, at den 28-årige som fører af en personbil var kørt ad Vestergade, da en modkørende, udenlandsk bilist havde været uopmærksom og var trukket lidt for langt over i modsatte kørebanehalvdel.

Den 28-årige dyttede for at gøre opmærksom på faren, men blev alligevel ramt af den modkørende, der hastigt forlod uheldsstedet uden overhovedet at standse og deltage i de foranstaltninger, som sammenstødet gav anledning til.

Der var opstået en mindre skade på den 28-årige bil, og modpartens bil blev beskrevet som en hvid personbil med svenske nummerplader og med en 30-40 årig mand med brunlig hudfarve bag rattet.

Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødet, som politiet har optaget rapport om i et forsøg på at få identificeret modparten, der kørte ad Vestergade i vestlig retning.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge

Kl. 14.16 var to bilister stødt sammen på Vestmotorvejen i det vestgående spor, så redningspersonale sammen med politiet rykkede ud til uheldsstedet.

På uheldsstedet havde en 59-årig mand fra Slagelse som fører af en personbil påkørt en færdselstavle, en kantpæl og til sidst et midterautoværn som følge af en påkørsel bagfra.

Den 59-årige havde bremset op, fordi trafikken foran ham var gået i stå. Det opdagede en 21-årig mand fra Slagelsen som fører af en personbil for sent, så han påkørte den 59-åriges bil.

Ingen af parterne kom til skade, og uheldsstedet blev afspærret i forbindelse med oprydningsarbejdet frem til kl. ca. 15.00, hvor motorvejen atter var farbar i det vestgående spor.

Kl. 16.20 måtte redningspersonale og politiet igen ud til et færdselsuheld på Vestmotorvejen, men denne gang i det østgående spor, hvor tre bilister var impliceret i et sammenstød.

Det viste sig, at en 55-årig mand fra Odense som fører af en personbil for sent opdagede, at trafikken foran ham var gået i stå. Han påkørte derfor bilisten foran ham, og det bratte stop opdagede en bagfra kommende for sent, så den 55-åriges bil herefter blev påkørt bagfra.

Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødene, og i begge uheld registrerede politiet blot parterne og omstændighederne.

Knivloven – Nylandsvej, Køge

Kl. 19.00 fik en patrulje fra den præventive afdeling fra politistationen i Køge kontakt til en personbil med adskillige personer i på Nylandsvej i Køge ved et større boligområde.

Straks da politiet havde fået standset bilen med henblik på en rutinemæssig kontrol, stak en mandlig passager af i løb, mens de øvrige personer forblev i eller ved bilen.

Den flygtende mand blev løbet op og identificeret som en 24-årig mand fra Ringsted. Han havde ikke noget ulovligt på sig, hvorfor årsagen til hans flugt ikke umiddelbart blev klarlagt.

Politiet identificerede de øvrige i og ved bilen som fire mænd i alderen 21-27 år. De blev også kontrolleret, og af disse havde den 21-årige mand fra Køge forsøgt at skjule en dolk i en nærliggende busk. Dette opdagede politiet og sigtede efterfølgende den 21-årige for overtrædelse af knivloven, idet han ikke havde noget anerkendelsesværdigt formål til at medbringe dolken med en klingelængde på 11 cm.

Dolken blev beslaglagt som bevis i sagen, som den 21-årige vil høre nærmere om på et senere tidspunkt. Ingen af de øvrige blev sigtet for noget ulovligt efter politiets kontrol af dem.

Mand stukket med kniv – Københavnsvej/Egedesvej, Køge

Kl. 22.18 kom et alarmopkald om, at en mand var blevet stukket med kniv, mens han sad i en bil på Københavnvej/Egedesvej i Køge Flere patruljer kørte til stedet, hvor der blev afspærret, mens stedet blev undersøgt og afsøgt med hund. En 32-årig mand var blevet stoppet i krydset, hvor han blev opsøgt af flere personer, som overfaldt ham. Den 32-årige blev behandlet for flere knivstik, men han tilstand meldes ikke at være kritisk. Politiet afhørte den 32-årige mand til sagen, og forsøger at afklare motivet til overfaldet. Vidner, som har bemærket episoden på Københavnsvej i Køge søndag, og som har oplysninger i sagen, bedes ringe til politiet på tlf. 114.

Mange trafikanter forsamlet – Transportcentret, Køge

Kl. 22.45 fik politiet den første af flere anmeldelser om, at mange køretøjer var forsamlet på vejene i området ved Køge Transportcenter. Nogle af dem kørte lidt ræs ifølge anmeldelserne.

Politiet rykkede med flere patruljer ud til området, hvor mere end 100 biler og motorcykler havde forsamlet sig. Politiet foretog kontrol af bl.a. en motorcykel. En 23-årig mand fra Albertslund var fører af den, men havde ikke erhvervet sig et kørekort til motorcykel, hvis udstødning havde fået fjernet en lyddæmper, så den afgav unødig støj under kørslen.

Den 23-årige blev derfor sigtet for de to overtrædelser af færdselsloven og kan nu forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.

Politiet forblev i området i præventivt øjemed, hvilket medførte, at de forsamlede lidt efter lidt forsvandt fra området.

Morgenfrisk fartkontrol på motorvejen – Sydmotorvejen, Lellinge, Køge

Torsdag morgen kl. 04.32-09.00 holdt ATK-målebilen klar på Sydmotorvejen i nordlig retning, syd for Lellinge, hvor Lidemarksvej krydser motorvejen. Stedet er en fokustrækning, fordi der sker mange uheld i morgentrafikken omkring sammenfletningen med Vestmotorvejen længere fremme.

Dagens kontrol viste et positivt resultat, da lang størstedelen af de i alt 10.238 køretøjer som passerede overholdt fartgrænsen på 130 km/t. Kun 11 biler/lastbiler blitzet fordi de kørte for stærkt.

Den højeste måling var tæt på at koste bilisten kørekortet, da bilen blev målt til at køre 161 Km/t. Heraf fratrækkes 3 km/t som fejlmargen, og så kommer hastigheden lige under de 160 km/t, som udløser en betinget frakendelse.
Sidste torsdag blev målt på samme strækning, og der var to bilister, som kørte så stærkt, at de nu må forvente at skulle bestå en kontrollerende køreprøve for at beholde kørekortet. Kører man over 140 km/t på motorvejen, kommer der desuden et hastighedstillæg oven i bøden.

De kørende kan forvente jævnlig kontrol i fremtiden. Så kør pænt og kom sikkert frem.

Overfaldet efter bytur – Ivar Huitfeldtsvej, Køge

Kl. 16.18 fik politiet via et familiemedlem en anmeldelse fra en 18-årig mand fra Hedehusene om et overfald, der var foregået kl. ca. 01.00 på Ivar Huitfeldtsvej i Køge

Han var efter en bytur på vej mod Køge S-station, da han blev overfaldet bagfra af tre yngre mænd med slag i hovedet og efterfølgende spark og tramp, da han lå ned.

En af de tre havde også taget et slagvåben frem og slået den 18-årige flere gange på det ene ben, inden de tre yngre mænd flygtede fra stedet. Den 18-årige var taget hjem, men er efterfølgende blevet undersøgt på en skadestue efter overfaldet.

Politiet har optaget rapport om volden og forsøger nu at få identificeret de tre overfaldsmænd, der blev beskrevet som 17-18 år gamle og brune i huden. De var maskerede under overfaldet, og en af dem var iført røde sko.

Personer, der har bemærket noget i forbindelse med overfaldet, må gerne kontakte politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Skød med luftpistol efter spisende gæster – Carlsensvej, Køge

Kl. 15.41 fik politiet en anmeldelse fra spisende gæster på en restaurant på Carlsensvej om, at en mand netop havde skudt formentlig med en hardballpistol havde skudt i retning mod dem uden at ramme. Manden var herefter cyklet fra stedet på en ladcykel.

Politiet fik i et grønt område på Søndre Havnevej kontakt til både manden med cyklen samt en kvinde, som han var i selskab med.

Der var tale om en lettere spirituspåvirket, 46-årig mand uden fast bopæl samt en 39-årig kvinde fra København S, som begge blev tilbageholdt, indtil politiet havde fået afhørt de spisende gæster ved restauranten.

To mænd på 22 og 24 år havde under ophold udendørs ved restauranten overhørt et skænderi mellem den tilbageholdte mand og kvinde, hvilket havde fået dem til at undre sig over deres adfærd, så mændene havde smågrinet lidt heraf.

Det havde den nu tilbageholdte mand havde set og tog herefter en luftpistol frem, hvorefter han skød en enkelt gang i retning mod de to spisende mænd. De blev dog ikke ramt, men reagerede ved at gå hen mod manden.

Den 46-årige flygtede herefter fra stedet på sin cykel, da mændene anmeldte sagen til politiet.

Politiet besluttede at anholde den 46-årige, der i den forbindelse tog en ca. 20 cm lang kniv frem fra sine ejendele på cyklen, han var kørt på. Den 46-årige blev herefter udsat for peberspray, så anholdelsen kunne gennemføres.

Ved nærmere undersøgelse af den 46-åriges ladcykel viste det sig, at cyklen var meldt stjålet fra Københavns Vestegns politikreds i februar måned i år.

Den 46-årige var ikke i besiddelse af nogen luftpistol på anholdelsestidspunktet, men politiet fandt en luftpistol gemt ved en bygning nogle få meter fra det sted, hvor han opholdt sig sammen med kvinden.

Den fundne luftpistol anså politiet for at være det våben, som den 46-årige havde skudt med mod de to spisende gæster på restauranten, så luftpistolen blev beslaglagt som bevis i sagen.

Den 46-årige blev sigtet for at have forvoldt fare for de to spisende gæster, overtrædelse af våbenlovgivningen med hensyn til luftpistolen, overtrædelse af knivloven med hensyn til kniven samt for ulovlig omgang med hittegods i forhold til besiddelsen af den stjålne cykel, som politiet beslaglagde med henblik på udlevering til rette ejer.

Politiet afhørte manden i anledning af sigtelserne og fik herunder klarlagt, at det var en nu ophørt relation mellem ham og kvinden som årsag til uenigheden mellem de to parter under opholdet ved spiserestauranten.

Den 46-årige blev løsladt efter afhøringen til sagerne, da politiet vurderede, at han var i stand til at klare sig selv og også i forhold til kvinden.

Kl. 19.16 måtte den 39-årige kvinde dog slå alarm, da hun i forbindelse med et skænderi med den 46-årige var blevet udsat for nogle verbale trusler.Politiet kørte derfor retur til området ved Søndre Havnevej og fik igen kontakt til den 46-årige, som nu blev anholdt for at få skabt ro i området.

Andre tilstedeværende havde følt sig generet af deres skænderi og mandens højrøstede adfærd, så politiet valgte at sigte ham overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Den 46-årige var i politiets varetægt på politistationen i Roskilde i nogle timer, inden han blev løsladt og nu kan se frem til at høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelserne mod ham, når sagerne skal afgøres.

Solo-færdselsuheld – Kalundborg / Holbæk / Køge

Lørdag morgen og formiddag rykkede politiet ud til tre færdselsuheld, hvor en bilist var forulykket uden at involvere øvrige trafikanter.

Det første uheld var sket kl. 07.50 på Ugerløsevej, Ugerløse, Kalundborg, hvor en 53-årig mand fra Kalundborg var kørt i en varebil ad Ugerløsevej i sydlig retning. Under kørslen mistede han af ukendte årsager kontrollen over varebilen, der først påkørte et påhængskøretøj i en privat have, inden varebilen standsede i forbindelse med påkørsel af en betonmur.

Tililende kom den 53-årige fører til undsætning, og han blev efterfølgende indbragt til kontrol på skadestuen for eventuel ildebefindende under kørslen.

Det andet uheld var sket kl. 08.16 i krydset Tingstedvej – Holbæk Landevej, hvor en bilist var havnet ude på en mark. En 73-årig mand fra Ugerløse havde i en personbil kørt ad Tingstedvej i østlig retning frem til krydset ved Holbæk Landevej, hvor han ville svinge til venstre. I forbindelse med svingningen mistede han kontrollen over bilen, der påkørte et vejskilt, inden bilen endte ude på marken. Den 73-årige blev kørt til kontrol på skadestuen, men var sluppet uden behandlingskrævende skader.

Det sidste solouheld blev anmeldt kl. 11.16, efter at en bilist på Stensbjergvej i Køge havde påkørt et skilt ud for sidevejen Hornumvej. Det viste sig, at en 60-årig mand fra Køge under kørsel i nordvestlig retning ad Stensbjergvej formentlig havde fået et ildebefindende, så han i sin personbil krydsede modsatte kørebanehalvdel og påkørte et vejskilt i vejens vestlige side ud for Hornumvej. Han slap uskadt fra uheldet.

Politiet optog rapport i anledning af de to første anmeldelser, men registrerede blot omstændighederne ved uheldet på Stensbjergvej i Køge

Uorden og hærværk – Søndre Molevej, Køge

Kl. 23.20 anmeldte en beboer på Søndre Molevej, at en gruppe teenagere skabte utryghed i området omkring Den Gule Hal, hvor der blev kastet med kegler og råbt ukvemsord, da beboeren forsøgte at gå i dialog med de unge. Gruppen var gået i retning af “Valkyrien” vinterbadeklub. En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en større gruppe på omkring 40 unge mennesker. Alt var roligt og området pænt, og ingen på stedet kunne berette om uro eller ballade.

Kl. 00.35 kom en anmeldelse om hærværk på et toilet på Søndre Molevej ved udekøkkenet “Opdagelsen”. Vasken var revet ud af væggen på toilettet, så vandet sprøjtede op i loftet. Der var efterladt tomme spiritusflasker, øl- og ciderdåser overalt på pladsen, men ingen personer da patruljen kom frem. Kommunen blev tilkaldt til at slukke for vandet på toilettet og politiet optog rapport. Vidner som har oplysninger om hærværket eller som har set personer omkring udekøkkenet op til anmeldelsen lige efter midnat bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Indbrud i Perioden

Jernbanegade, Køge
Jernbanegade, Køge