Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2023/10/24 til 2023/11/07.

Lastbil med kran påkørte gangbro – Nordhavnsvej, Køge

Kl. 15.23 påkørte en lastbil mede en kran på laddet en gangbro, da han kørte på Værftsvej mod nord. Kranen var ikke slået helt sammen, så den ragede for højt op til at passere broen. Der var ingen personer på gangbroen da påkørslen skete og føreren af lastbilen, en 18-årig mand fra Stevns, kom ikke noget til ved uheldet. Lastbilen og kranen havde kilet sig fast under broen og spærrede vejen. Busruter forbi uheldsstedet blev omlagt.

Politiet afspærrede gangbroen og brandvæsnet kom frem for at tilse broen. Det blev ikke vurderet, at der var fare for at broen kunne styrte sammen på grund af skaderne. Lastbilen og kranen blev fjernet af ejeren, hvorefter der blev ryddet op på stedet. Kommunen blev orienteret om skaderne på broen, og omkring kl. 16.46 var vejen igen fri. Politiet optog rapport om uheldet.

Brand i skraldespand – Fasanvej, Køge

Kl. 22.56 var der opstået en ildebrand i en skraldespand ved en gangstis udmunding i Fasanvej i Køge

Politiet fik dog hurtigt slukket branden ved at bruge patruljebilens pulverslukker, så skaderne blev begrænsede. Brandvæsnet kom også til stedet og sørgede for efterslukningen. Der er optaget en rapport om branden i et forsøg på at finde frem til årsagen, idet ingen mistænkte blev set i nærheden.

Brand i stakit – Pedersvej, Køge

Kl. 20.33 rykkede politiet sammen med brandvæsnet ud til ildebrand i et stakit på Pedersvej i Køge Brandvæsnet fik hurtigt branden slukket, og ingen kom til skade, ligesom eneste skade var brandskader på stakittet og en skraldespand herpå. Branden var med stor sandsynlighed opstået i skraldespanden, hvorfra branden havde bredt sig til stakittet. Den egentlige brandårsag formodes at være et cigaretskod i skraldespanden.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Karlslunde – Greve

Kl. 21.23 var en 58-årig kvinde fra Ringsted kørt i en personbil ad Køge Bugt Motorvejen i sydlig retning ved Karlslunde.

Det var regnvejr, og den 58-årige bilist foretog af ukendte årsager en pludselig opbremsning. Det opdagede en 53-årig mandlig bilist fra Ringsted i tide, men det en 53-årig kvindelig bilist fra Store-Heddinge bag ham ikke.

Hun påkørte derfor den mandlige bilist foran, så hans bil blev skubbet frem i den 58-årige kvindes bil.

Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødet i det regnfulde vejr, hvorfor politiet blot registrerede omstændighederne og parterne i uheldet.

Færdselsuheld – Lyngvej / Karlemosevej, Køge

Kl. 10.50 var en 80-årig kvinde fra Falster blevet impliceret i et færdselsuheld på Karlemosevej ved en bussluse. Politiet fik klarlagt, at den 80-årige i en personbil var kørt ad Lyngvej i østlig retning, da hun fulgte efter en bus ad en stikvej mod Karlemosevej.

Bussen kørte gennem en bussluse, som blev spærret straks efter bussens passage. Den 80-årige opdagede ikke, at vejen i busslusen blev spærret af metalpæle (pullerter), som blev påkørt med skade på bilen til følge.

Den 80-årige slap uden skader, og politiet registrerede blot omstændighederne ved uheldet.

Færdselsuheld – Parkvej / Gymnasievej, Køge

Kl. 16.17 fik politiet via alarm 112 melding om, at en bilist og en knallertkører var impliceret i et sammenstød i krydset Parkvej – Gymnasievej i Køge, så en ambulance var sendt til uheldsstedet.

En 17-årig ung mand fra Køge var som fører af en lille 30-knallert blevet påkørt, så han blev bragt på skadestuen til kontrol for eventuel personskade.

Knallertkøreren var kørt ad Parkvej mod syd og ville i krydset ved Gymnasievej fortsætte ligeud. Samtidig kom en 81-årig mand fra Bjæverskov i en personbil kørende også i sydlig retning ad Parkvej, hvorfra han lavede et højresving mod Gymnasievej. Under svingningen stødte han sammen med knallertkøreren.

Den 17-årige slap tilsyneladende uden behandlingskrævende skader, og politiet har optaget rapport om sammenstødet ud fra en mistanke om, at færdselslovgivningen kan være blevet overtrådt.

Færdselsuheld – Truckvej, Køge

Kl. 17.47 anmeldte en 20-årig kvinde fra Køge, at hun kl. ca. 17.05 var blevet påkørt på Truckvej, da hun kørte på et elløbehjul i sydøstlig retning, men i vejens venstre side i færdselsretningen.

En sort/grå personbil var kørt ud ad udkørslen fra en firmaadresse og havde ramt den 20-årige, som ikke fik nogen oplysninger på modparten, der fortsatte sin kørsel.

Føreren af personbilen blev beskrevet som en 40-50-årig mand, ca. 170 cm høj, lys i huden, iført refleksvest og refleksbukser. Hans bil var en stationscar-model.

Politiet har nu optaget rapport om sammenstødet for at få identificeret personbilen og dens fører samt for at få klarlagt de nærmere omstændigheder ved uheldet.

Færdselsuheld – Vestmotorvejen, Bjæverskov – Køge

Kl. 16.23 var en bilist forulykket i det østgående spor på Vestmotorvejen ved Bjæverskov, så politiet rykkede sammen med en ambulance ud til uheldsstedet.

Det viste sig, at en 66-årig kvinde fra Holland som fører af en personbil mistede kontrollen over bilen, så hun kørte ca. 100 meter ude i rabatten. Da hun fik bilen retur på kørebanen, mistede hun igen kontrollen over bilen, der væltede og rullede rundt flere gange, så vragdele og glas mv. lå spredt ud over asfalten.

Den 66-årige hollandske kvinde samt en passager i bilen blev bragt til skadestuen til kontrol, men begge var sluppet med forskrækkelsen.

Motorvejen blev i tidsrummet kl. ca. 16.50 – 18.15 spærret i begge vognbaner, så trafikken kun kunne passere uheldsstedet via nødsporet. Årsagen var fjernelse af den forulykkede bil og oprydning af vragdele og glasskår mv.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Ringvejen, Køge

Kl. 18.17 blev en 24-årig kvinde fra Vanløse ramt bag på sin bil, da hun efter kørsel ad Ringvejen mod syd var standset for rødt i lyskrydset ved Vestergade i Køge

Hun og et vidne i hendes bil havde kortvarig kontakt til en mandlig fører af en varebil, der var modparten. Den mandlige fører satte sig efter en kort samtale ind i sin varebil og fortsatte kørslen i sydlig retning, mens der blevet slået alarm til politiet.

En patrulje fik kort kontakt til den pågældende varebil, der blev standset på Vordingborgvej i Køge Føreren var en 59-årig mand fra Køge, hvis førerret var blevet inddraget af politiet i september måned, fordi han ikke havde aflagt en kontrollerende køreprøve efter en dom for overtrædelse af færdselsloven.

Den 59-årig var tillige så påvirket af spiritus, at han kl. 18.31 blev anholdt i forbindelse med yderligere en sigtelse for spirituskørsel.

Den pågældende varebil og den 59-årige kunne begge knyttes til den påkørsel bagfra, som den 24-årige kvindelige bilist havde været impliceret i ved lyskrydset ved Vestergade.

Den 59-årige blev afhørt til de forskellige sager og løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Han vil høre nærmere fra politiet, når analyseerklæringen foreligger.

Indsats mod social dumping – Roskilde / Køge / Greve

Udlændingeafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi foretog i løbet af formiddagen en kontrol af tre arbejdspladser. Ved kontrollen deltog også Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).

Første kontrol skete i den centrale del af Roskilde i en virksomhed inden for rengøringsbranchen, hvor en 62-årig kvindelig medarbejder havde orden i sine papirer.

Næste kontrol skete inden for autobranchen på en arbejdsplads i Herfølge, hvor kontrollen af to mandlige medarbejdere på 40 og 48 år viste, at de også havde orden i papirerne.

Sidste kontrol blev foretaget på en byggeplads i Karlslunde, hvor to mandlige medarbejdere på 34 og 38 år blev kontrolleret og uden at finde grundlag for at foretage sig yderligere fra politiets side.

Myndighedernes kontrol af de forskellige arbejdspladser inden for forskellige brancher var et led i den fælles indsats mod mulig social dumping i Danmark.

Medicin stjålet fra sygehus – Lykkebækvej, Køge

Kl. 13.17 fik politiet en anmeldelse fra personale på Køge sygehus om et indbrud i et medicinrum på sygehuset.

Politiet kunne konstatere, at større indbrudsværktøj var blevet benyttet til at bryde en dør op ind til medicinrummet, hvorfra forskellige typer af smertestillende og beroligende medicin med forskellige styrker var blevet stjålet.

Indbruddet i medicinrummet var sket på et ukendt tidspunkt i et tidsrum fra fredag eftermiddag til mandag middag, hvor indbruddet blev opdaget.

Politiet har undersøgt medicinrummet og håber på at have fundet spor, der kan medvirke til identifikation af nogen mistænkte, ligesom eventuel videoovervågningsmateriale fra sygehuset vil indgå i efterforskningen.

Den stjålne medicin anses for at være farlig i ukyndiges hænder, hvorfor politiet har gjort opmærksom på tyveriet via mediet X allerede mandag eftermiddag. Oplysninger i sagen, herunder eventuelle tilbud om køb heraf, kan gives til politiet på tlf. 114.

Narkokørsel i frakendelsestiden – Vordingborgvej, Hastrup, Køge

Kl. 21.07 sigtede politiet en 27-årig mand fra Køge indledningsvist for at være fører af en personbil ad Vordingborg, selv om han i forvejen var frakendt kørekortet og derfor ikke måtte side bag rattet i et køretøj, hvor et kørekort kræves.

Den 27-årige deltog efterfølgende i en narkometertest, der gav udslag for påvirkning af kokain under kørslen. Han blev derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med en sigtelse for narkokørsel i bilen og udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Bilejeren – en 20-årig kvinde fra Næstved – blev også sigtet af politiet, idet hun som bilejer havde overladt føringen af personbilen til en person, som ikke lovligt kunne være fører. Hun kunne derfor mistænkes for at have overtrådt færdselsloven.

Narkokørsel uden førerret – Lykkebækvej, Køge

Kl. 12.05 standsede færdselspolitiet en personbil kørende rundt på parkeringspladsen ved Køge sygehus med henblik på rutinemæssig kontrol, da personbilens ejer flere gange tidligere var blevet sigtet for at have overladt bilen til personer uden kørekort.

Føreren var en 54-årig mand fra Kolding, som ikke havde noget kørekort, idet politiet i 2015 havde inddraget hans førerret. Da han blev skønnet påvirket af narkotika, deltog han i en narkometertest, der indikerede, at han var påvirket af cannabis under kørslen.

Den 54-årige blev sigtet for narkokørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

I bilen var ejeren – en 77-årig kvinde fra Roskilde – passager. Hun blev igen sigtet for at have overladt føringen af bilen til en person, som ikke lovligt kunne være fører på grund af bl.a. den manglende førerret.

Overtrædelse af indrejseforbud – Rådhusstræde, Køge

Kl. 16.17 undrede personalet i en butik i Rådhusstræde sig over en mand, der gik rundt med en såkaldt bankpose, som forretningsindehavere ofte bruger til transport af kontanter.

Politiet kørte til området og fik på Køge S-station kontakt til den pågældende mand, der blev identificeret som en 25-årig mand fra Afghanistan. Han var i besiddelse af en pose, som han dog legalt var i besiddelse af.

Den 25-årige var dog ikke helt legalt i Danmark, idet han havde et indrejseforbud, hvorfor han blev anholdt i forbindelse med en sigtelse for overtrædelse af udlændingelovens indrejseforbud.

Anklagemyndigheden vil fremstille den 25-årige i et grundlovsforhør i Retten i Roskilde med henblik på enten varetægtsfængsling eller – om muligt – for at få en straksdom for overtrædelse af udlændingeloven.

Salg af narko – Rådhusstræde, Køge

Kl 13.03 standsede politiet to mænd, der udviste mistænkelige adfærd. Da de to mænd blev visiteret fandt patruljen ca 100 gram amfetamin på den ene og det fik politifolkene til også at ransage på mandens hjemadresse i Køge Hjemme hos den 42-årige mand blev der ikke fundet yderligere narko, men til gengæld fandt man både et ulovligt slagvåben og en machete. Manden blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven og knivloven.

Spirituskørsel – Nordhøj, Køge

Kl. 06.37 fik politiet en anmeldelse om en bilist, der på en tankstation havde holdt uforholdsmæssig lang tid ved en tankstander. Politiet fik på tankstationen vækket en 31-årig mand fra Køge, som sov i en personbil ved en tankstander på tankstationen.

Den 31-årige var imidlertid påvirket af alkohol, og da en alkometertest gav udslag over det tilladte, blev den 31-årige sigtet for spirituskørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Politiet forsøger at få dokumenteret spirituskørslen frem til tankstationen ud fra eventuel videoovervågning i området.

Søndag – mandag

Tricktyveri – Ølbycenteret, Køge

Kl 17.29 kom der anmeldelse om, at en 75-årig kvinde, der var ved at lukke en butik i centeret, var blevet kontaktet af en mand, der gerne ville hjælpe hende. Han havde spurgt til prisen på nogle varer i forretningen og derefter givet hende hånden. Da han var gået fra stedet bemærkede kvinden, at hun manglede sit guldarmbånd. Manden beskrives som 30-40 år, brun i huden og med kort sort hår. Han havde langt skæg og røg cigaret og var iklædt en mørk jakke.

Tyveri fra container – Sandvadsvej, Køge

Kl 16.37 oplyste en årvågen borger, at to mænd havde stjålet kabel- og metalskrot fra en affaldscontainer og var kørt fra stedet. En patrulje fik ved tilkørslen til motorvejen kontakt til bilen og de to mænd på 25 og 35 år fra hhv Glostrup og Helsingør. De nægtede ethvert kendskab til såvel bilen, de var kørende i, og affaldet på ladet af den. Føreren af bilen havde ikke kørekort, så han blev sigtet for at køre bil uden førerret og begge mænd sigtet for tyveri. Affaldet blev returneret til containeren og politiet tog indtil videre køretøjet med sig.

Uopmærksomhed afslørede narkobilist – Køge Bugt Motorvejen, Køge

Kl. 16.54 var flere biler blevet impliceret i et sammenstød på Køge Bugt Motorvejen i sydgående retning omkring afkørsel 32 Køge

Det viste sig, at en 38-årig mand fra Nykøbing Falster som fører af en varebil for sent opdagede, at bilisterne foran ham bremsede hårdt op på grund af kødannelse i den tætte trafik på motorvejen.

Han påkørte derfor bagenden på bilisten foran ham, så den påkørte bilist blev skubbet mod højre og ramte en tredje bilist, der mistede kontrollen over bilen, så en kantpæl ved nødsporet blev påkørt.

Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, men den 38-årige mand deltog i en narkometertest, der gav udslag for påvirkning af amfetamin under kørslen. Han blev derfor kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Politiet vil senere underrette ham om analyseresultatet fra blodprøven og om sagens videre forløb.

Uro og uorden – Coronavej, Borup – Køge

Kl. 05.15 blev politiet anmodet om hjælp til at lægge en dæmper på en mand, der som deltager i et mindre selskab og efter indtagelse af alkohol var blevet voldelig under ophold i et fælleslokale på en campingplads.

Politiet fik på stedet kontakt til den pågældende, der blev identificeret som en spirituspåvirket, 40-årig mand med ophold på campingpladsen. Han var dog faldet til ro, men havde haft en mindre strid og været i håndgemæng med en 47-årig mand. Ingen af parterne havde lidt fysisk overlast og ønskede i øvrigt ikke politiets indblanding.

Politiet sørgede dog for at sikre sig, at roen kunne forblive genoprettet, idet politiet fulgte den 40-årige hjem, så han kunne komme i seng. Ingen af parterne blev sigtet for noget i anledning af uroen.

Uro og uorden – Kløvervej, Køge

Kl. 22.17 fik politiet en anmeldelse om, at formentlig nogle unge gik og kastede noget på ruderne på private boliger på Kløvervej i Køge

En patrulje kørte straks til området, men traf ikke nogen, der kunne mistænkes herfor. Politiet fik endda talt med en mandlig beboer, men vinduerne i hans bolig havde ikke lidt overlast. Det blev ikke klarlagt, hvad der i givet fald måtte være blevet kastet mod ruderne.

Uro og uorden – Østre Banevej, Køge

Kl. 15.58 rykkede et par patruljer hastigt ud til buspladsen på Østre Banevej i Køge med baggrund i en anmeldelse om et overfald på en buschauffør.

Patruljer kunne hurtigt konstatere, at en 65-årig mandlig buschauffør ikke var blevet overfaldet, men havde haft en heftig diskussion med en 24-årig mand fra Store-Heddinge.

Hvad striden havde omhandlet, kender politiet ikke noget til, men da ingen af parterne havde lidt overlast, blev den 24-årige bortvist fra stedet uden at blive sigtet for noget.

Vold i nattelivet – Ivar Huitfeldtvej, Køge

Kl 03.01 blev det anmeldt, at to lokale mænd på hhv 20 og 21 år, var blevet overfaldet af en gruppe unge mænd ved stationen, der efterfølgende havde jagtet dem rundt i området. De blev tildelt flere slag og spark i ansigtet. Vidner, der så overfaldet, råbte op, og det fik overfaldsmændene til at forsvinde fra stedet. Politiet fortsætter nu efterforskningen for at få identificeret gerningsmændene.

Indbrud i Perioden