Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 2025/06/06 til 2025/06/17.

Anholdt i voldtægtssag fra Køge

En 32-årig mand fra Køge blev i går anholdt og sigtet for voldtægt i forbindelse med sagen fra 13. maj, hvor en kvinde anmeldte, at hun havde været udsat for voldtægt af flere mænd i sin lejlighed på Gymnasievej i Køge Tre mænd er i forvejen sigtet i sagen, hvoraf de to sidder varetægtsfængslet. Politiet har fortsat efterforskningen og kunne i går så anholde den 32-årige, der ventes fremstillet i grundlovsforhør fredag formiddag.

 

Brand i kolonihave – Solsikkestien, Køge

Kl 23.05 kørte politi og brandvæsen til brand i en hæk, som også var ved at få fat på et kolonihavehus. Branden var tilsyneladende opstået som følge af, at der på adressen var brugt ukrudtsbrænder tidligere på dagen. Ilden fik fat i et skur men fik ikke beskadiget selve kolonihavehuset. Når politiet får identificeret den ansvarlige for ukrudtsbrændingen, kan vedkommende forventes at blive sigtet efter beredskabsloven.

Dreng frarøvet løbehjul – Ølbycenter, Køge

En 11-årig blev i en tunnel på et stisystem passet op af to drenge, der ville have hans løbehjul. Da han ikke ønskede at give det fra sig, fik han først to slag i hovedet med en knytnæve og samtidigt viste den ene af de to drenge ham, at han havde en kniv siddende i bukselinningen. De kørte derefter fra stedet på drengens løbehjul. Politiet forsøger nu at finde de to gerningsmænd, der skønnes at være 14-15 år. Begge var efter det oplyste ikke etnisk danske og iklædt mørkt tøj.

Frækt tobakstyveri – Vordingborgvej, Køge

Kl. 09.09 fik politiet anmeldelse om, at en lastbil havde fået stjålet flere kasser tobak under aflæsning ved en tankstation. Tre mænd havde stjålet kasserne, mens lastbilen holdt ved bagdøren til forretningen, hvorefter de kørte fra stedet i en ældre grå mindre personbil.

Mændene havde alle hætten slået op og beskrives som:

A: Mand, Mellemøstlig af udseende, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Stor næse med et knæk på næseryggen, Iført: Mørkt tøj/hættetrøje.

B: Mand, Afrikansk af udseende, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Sort, Iført: Sort hættetrøje.

C: Mand, Dansk af udseende, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Iført: Sort løbejakke, hætte trukket op over hovedet, Lyst mellemlangt skæg.

Politiet indhenter nu overvågning fra tankstationen og søger vidner i sagen. Kontakt politiet på tlf. 114, hvis du har set de beskrevne mænd eller i øvrigt har oplysninger i sagen.

Indbrud i bilforhandler – Søndre Viaduktvej, Køge

Kl. 08.19 indgik anmeldelse om et groft indbrud i en bilforhandler, hvor der fra værkstedet var stjålet en kundes bil, som efterfølgende var blevet brugt til at påkøre stålporten til området flere gange indtil den gik op. Tyven var efterfølgende kørt fra stedet i kundens bil, en mellemgrå Peugeot 2008 reg.nr: DV30940, som formentlig har skader på fronter. Politiet indhenter nu overvågning fra stedet, men søger også vidner i sagen.

Indbruddet skete tirsdag aften omkring kl. 22.10, bilen er fortsat efterlyst. Vidner, der har set bilen, eller i øvrigt har oplysninger i sagen bedes ringe til politiet på tlf. 114.

Indbrud i kontor og forsøg på indbrud i butik – Toldboldvej og Nørregade, Køge

Kl. 10.02 kom en anmeldelse om et indbrud i et kontor, som var sket mellem tirsdag aften og til onsdag formiddag, hvor det blev opdaget. Et vindue til kontoret var opbrudt, og der var stjålet fem computere – heraf tre Imacs og flere telefoner af mrk. Samsung.

Kl. 10.05 blev anmeldt et forsøg på indbrud i en tøjbutik i Nørregade i samme tidsrum. Der var store buler på facaden og bagdørene til butikken var ødelagt, men det var ikke lykkedes indbrudstyvene at komme ind.

Kontrol i nattelivet – Roskilde, Ringsted, Solrød og Køge

Fredag var civilklædte betjente på kontrol i nattelivet, for at sikre at alt foregik trygt og godt, men også for at sikre, at beværtningerne havde styr på tingene, hvilket de helt overordnet havde. Alle dørmænd kunne fremvise gyldig autorisation. Flere gæster blev bedt om at fremvise ID, hvor alle kunne fremvise gyldigt ID, og alle var over 18 år. Flere mandlige nattelivsgæster fik en bøde for at tisse på gaden i Roskilde og Køge

På en beværtning i Solrød blev en 43-årig mand fra København set lægge en pose med hvidt pulver fra sig. Det viste sig at være 0,4 gram kokain, som han blev sigtet for at besidde. Han blev meddelt et forbud mod at komme på restaurationen i to år.

Kl. 23.05 ved en tankstation i Ringsted var to mænd var i færd med at vaske/rengøre bil på “puslepladsen”. Betjentene så, at den ene var i færd med at smuldre hash ned i en mixerbakke, og han blev derfor sigtet for lov om euforiserende stoffer. Den 23-årige mand fra Ringsted blev under efterfølgende visitation fundet i besiddelse af yderligere hash i hans bæltetaske, som i alt vejede 4,24 gram. Den anden mand havde intet ulovligt på sig.

Kl. 03.05 lørdag morgen blev en 22-årig mand fra Stevns sigtet for at overtræde ordenbekendtgørelsen, da han i spirituspåvirket tilstand havde optrådt voldsomt og skubbet en dørmand ved en pub på Havnen.

Der blev foruden værtshuskontrollerne foretaget målrettet tilsyn imod utryghedsskabende grupperinger ved Roskilde station, Køge station og andre kendte hotspots, uden at der blev observeret utryghedsskabende adfærd.

Narko og spirituskørsel – Marksvinget, Køge

Kl. 20.50 sigtede og anholdt en patrulje en 30-årig mand fra Køge, der var mistænkt for at køre i narkopåvirket tilstand og med en alkoholpromille over det tilladte. Han blev stoppet på Marksvinget af en færdselspatrulje, hvor han ikke kunne vise et gyldigt kørekort, da ikke havde generhvervet det efter en tidligere frakendelse. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Ejeren af bilen blev sigtet for at have givet den 30-årige rådighed over bilen, selvom han ikke lovligt kunne køre i den.

Scan-selv tyve sigtet – Rådhusstræde, Køge

kl. 20.58 blev to mænd tilbageholdt efter scan-selv kassen, hvor de havde scannet en Bacardi Breezer, men taget i alt seks Breezers med ud af butikken. En patrulje kørte til stedet, hvor de to mænd på 19-årig fra København, blev sigtet for butikstyveri i forening for i alt 76 kr. Den ene 19-årige var eftersøgt af Nordsjællands Politi i en sag om vidnetrusler, så han blev anholdt og varetægtsfængslet i den sag. De vil senere modtage en bøde i sagen.

Tricktyveri – Køge

Kl 14.51 blev det anmeldt, at en 93-årig kvinde havde haft uønsket besøg af to ukendte kvinder, der var kommet ind i hendes lejlighed under påskud af at være fra kommunen. De havde stjålet 5000 kroner samt et hævekort fra kvinden. Efterfølgende havde de to nået at hæve 15.000 kroner på kortet.
Kvinderne beskrives som:
A: lys i huden med mørkt hår opsat i lang hestehale
B: lys i huden, kraftig af bygning med mørkt krøllet hår.

Ulovlig knallert – Ringstedvej, Køge

Kl 14.33 standsede færdselspolitiet en 15-årig dreng fra Hårlev, der kom kørende på knallert, der blev skønnet til at kunne køre hurtigere end det tilladte. Det erkendte drengen da også og hans familie blev efterfølgende orienteret.

Ældre kvinder bedraget af falske bankmænd – Køge

Kl. 14.18 modtog politiet en anmeldelse om bedrageri, der var foregået kort tid forinden. En 86-årig kvinde var kl. 13.45 blevet ringet op af en mand, der udgav sig for at være ansat i en bank. Manden fik overbevist den ældre kvinde om, at hendes betalingskort skulle ombyttes, og kort tid efter dukkede en person op på kvindens adresse, som fik udleveret kvindens kort, som efterfølgende blev misbrugt, da der blev hævet 10.000 kr. for kortet, som efterfølgende blev spærret.

Kl. 16.01 modtog politiet endnu en anmeldelse om bedrageri, hvor en falsk bankmand havde været på spil. Denne gang var det gået ud over en 91-årig kvinde fra Køge Kvinden var blevet overtalt til at udlevere to hævekort og flere smykker, som var blevet afhentet af en ukendt mand ca. kl. 15.30. Kortene blev efterfølgende spærret. Det er uvist, om de er blevet misbrugt.

Politiet efterforsker sagerne.

Indbrud i Perioden

Nørregade, Køge – Forsøg
Ringstedvej, Bjæverskov
Søndre Alle, Køge
Søndre Allé, Køge