Frem til påske deler Fødevarestyrelsen gode råd på sociale medier om, hvordan man undgår madspild og mavepine på grund af påskens måltider.

Påsken rimer på laks, æggesalat og lune frikadeller, men ofte overvurderer vi, hvor meget vores gæster kan sætte til livs, når vi samles om påskebordet. Derfor er det oplagt at spise resterne fra påskefrokosten dagen efter, fryse dem ned eller trylle dem om til nye retter.

Men det er vigtigt at behandle madresterne korrekt, så man ikke risikerer at blive syg af madbakterier, som kan formere sig hurtigt i det tidsrum, maden står på spisebordet, forklarer kontorchef i Fødevarestyrelsen, Bente Holst.

Her får du Fødevarestyrelsens fem råd til at undgå madspild og mavepine i påsken:

  1. Kig i skabene, før du handler
    Start med at se efter, hvad du har i køleskabet og i fryseren, og planlæg menuen ud fra dét. Det forhindrer, at du køber varer, du har i forvejen.
  2. Lad retterne afløse hinanden
    Undgå at sætte al maden på bordet på én gang. Lad serveringerne afløse hinanden, så alle retterne ikke står på bordet samtidig. Server f.eks. fisken først og stil den på køl igen, så snart dine gæster er færdige med at spise den ret. Så sikrer du, at sundhedsskadelige bakterier ikke får lov at udvikle sig.
  3. Vær særligt opmærksom på fisk og skiveskåret pålæg
    I røget laks, gravad laks og skiveskåret kødpålæg er der gunstige betingelser for, at bakterier kan udvikle sig. Disse retter skal på køl igen så hurtigt som muligt, hvis du vil spise dem dagen efter. En god tommelfingerregel er, at retterne ikke skal stå på bordet længere end to timer.  
  4. Server varme retter rygende varme – og varm eventuelle rester godt igennem dagen efter
    Varme retter skal serveres rygende varme (også den lune leverpostej). Du kan godt varme rester af varm mad op igen, hvis resterne ikke har stået for længe på bordet ved stuetemperatur, er sat hurtigt på køl efter servering og bliver varmet godt igennem igen.
  5. Gem alle rester, også de små
    Husk, at alt i princippet kan fryses ned og bruges igen. Også rester af frisk persille og purløg.
    Kogte kartofler, pasta og ris kan bruges i salater eller som fyld i supper, æggekager og madtærter. Rugbrødsrester kan rives til ymerdrys, og stumpen af skæreost kan rives, fryses og bruges senere på en pizza eller i bechamelsovs.

Følg Fødevarestyrelsen på Facebook og Instagram  for at få flere gode råd til påskens måltider.

Flere tips og tricks til at minimere madspild

Foto ABW

Kilde.