Byrådet i Køge Kommune har vedtaget en ny samarbejdsaftale med kommunens folkeskoler. Aftalen markerer en ny retning for hele skoleområdet og skal styrke det lokale ansvar, åbne skolerne mere op mod lokalsamfundet og give bedre rammer for faglighed og fællesskab i en ny velfærdsvirkelighed.

Når børn og medarbejdere møder op i Køge Kommunes folkeskoler til august, vil det være til en skoledag, som er i gang med at forandre sig. På junis byrådsmøde blev der taget vigtige beslutninger om kommunens folkeskoler, som lægger op til mere lokalt ansvar og en større forankring af skolerne i deres lokalsamfund.

Byrådet besluttede nemlig at nikke ja til de anbefalinger, et opgaveudvalg bestående af skoleledelser, medarbejdere, forældre og elever spillede ind med. Det betyder en ny samarbejdsaftale mellem byråd og folkeskoler, ligesom to folkeskoler frisættes helt fra kommunale regler.

Samarbejdsaftalen bygger på gensidig tillid, tydelige roller og fælles ansvar for skolens udvikling – og baner vej for, at beslutninger i højere grad træffes tættere på børnene og hverdagen.

– Jeg oplever et stort engagement og virkelyst på kommunens skoler, som vi i den grad nu giver mulighed for at komme endnu mere i spil. Ønsket er, at folkeskolerne i fremtiden bliver endnu mere forankret i lokalsamfundet. Det giver samarbejdsaftalen mulighed for, og jeg tror på, at det er den helt rigtige vej at gå, siger borgmester Marie Stærke.

– Det har været en stor fornøjelse af udvikle et nyt grundlag for folkeskolerne i Køge Kommune sammen med ledere, medarbejdere, forældre og elever. Nu skal de gode ideer ud at leve, og jeg ser frem til at følge, hvordan skolerne får arbejdet med de nye muligheder, samarbejdsaftalen giver, siger Ali Yahya, skoleudvalgsformand og formand for det Opgaveudvalg, der står bag anbefalingerne.

Med aftalen får skolebestyrelserne en mere strategisk rolle, og skolerne opfordres aktivt til at udvikle nye partnerskaber med omgivelserne. Elevperspektivet skal tænkes ind fra begyndelsen, og samarbejdet på tværs af skolerne skal styrkes.

To skoler går forrest
Som led i aftalen frisættes Højelse Skole og Hastrupskolen fra august 2025. De to skoler får større frihed fra centrale bindinger og mulighed for at afprøve nye veje i tæt samarbejde med lokalsamfundet. Det er et arbejde der går i gang på de to skoler efter sommerferien, Erfaringerne vil blive delt med resten af kommunen og inspirere den videre udvikling.

Kilde: Ny samarbejdsaftale skal styrke folkeskolerne: Skoler får større frihed og ansvar

Foto: ABW