Uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Køge i tidsrummet 07.08.2023-15.08.2023

s

Cyklist og motorcykel stødte sammen – Lyngvej, Køge

Kl. 12.31 stødte en cyklist og en motorcykel sammen på Lyngvej, da cyklisten kørte ud i krydset ved Lynggårdsvej/Nørre Centervej, hvor der er ubetinget vigepligt. Cyklisten, en 74-årig mand fra Køge, der skulle lige ud i krydset, blev ramt på baghjulet af motorcyklen, som blev ført af en 64-årig mand fra Herlev. Motorcyklisten forsøgte at undvige og væltede, så den 64-årige røg af. Politi og ambulance kom frem, og begge parter blev tilset. Begge parter bar hjelm på ved styrtet. Cyklisten slap med overfladiske skrammer, men blev kørt til tjek på sygehuset. Motorcyklisten var uskadt. Politiet optog rapport om vigepligtsuheldet.

Færdselsuheld – Køge Bugt Motorvejen, Greve

Kl 14.09 kom der melding om et færdselsuheld, hvor en varevogn på afkørslen fra motorvejen ved Karlslunde havde påkørt en personbil, der holdt og afventede højresving. Der skete kun mindre skader på personbilen, der blev ført af en 19-årig ung mand fra Køge. Parterne blev enige om at køre lidt længere frem og parkere for at udveksle forsikringsoplysninger, men føreren af varevognen så sit snit til at accelerere og køre fra stedet. Han kørte tilbage på motorvejen og forsvandt mod nord. Politiet ledte i området efter bilen, men kunne ikke umiddelbart finde den. Der er tale om en hvid Renault Master-varevogn.

Mænd varetægtsfængslet for vold og trusler – Køge

Tre mænd – to på 27 og en 30 år – fra Køge blev lørdag varetægtsfængslet ved et grundlovsforhør i Retten i Roskilde. De blev alle tre anholdt natten mellem fredag og lørdag kl. 01.00, mistænkt for i forening med to eller flere yderligere gerningsmænd at have standset to biler på Vordingborgvej i Køge lige efter midnat fredag nat, hvor to mænd blev truet på livet. En af de sigtede var bevæbnet med en springkniv under truslerne, og den ene forurettede blev slået i ansigtet med knyttet hånd, og den anden med flad hånd. De to forurettede fik herefter lov til at køre videre, da meget tyder på, at gerningsmændene forvekslede dem med nogen andre, som de havde et udestående med. Retten i Roskilde fængslede de tre mænd til den 31. august, og politiet efterforsker nu sagen.

Røg på plejehjem – Sandmarksbo, Køge

Kl. 16.26 kom et alarmopkald om brand i et plejehjem. Det viste sig heldigvis kun at være kraftig røg, som kom fra et viskestykke, der havde ligget for tæt på en tændt kogeplade. Beboerne blev i første omgang evakueret udenfor, men de kunne alle hurtigt vende tilbage efter en udluftning. Ingen personer kom noget til, og der skete ingen skade på bygningen.

Indbrud i Perioden

Ærtebjerghusene, Borup, Køge
Griegsvej, Køge – Forsøg
Skelhøjevej, Køge

Foto: ABW