Naturuge kulminerer i weekenden med 170 arrangementer landet over
Tusindvis af børn og voksne forventes at søge mod kyst, sø og vandløb i weekenden, når foreninger, kommuner og privatpersoner inviterer på lokale natur- og friluftsarrangementer i anledning af Naturens Uge. Den landsdækkende naturuge sætter i år særligt fokus på den blå natur, og i Region Sjælland kan man bl.a. opleve livet under overfladen i Isefjorden, fange og smage på strandkrabber i Kalundborg og opleve havet gennem en undervandsdrone i Kalvehave.