Politirapporten

Foto: JTL

Politirapporten fra 2025-06-06

En 11-årig blev i en tunnel på et stisystem passet op af to drenge, der ville have hans løbehjul. Da han ikke ønskede at give det fra sig, fik han først to slag i hovedet med en knytnæve og samtidigt viste den ene af de to drenge ham, at han havde en kniv siddende i bukselinningen. De kørte derefter fra stedet på drengens løbehjul. Politiet forsøger nu at finde de to gerningsmænd, der skønnes at være 14-15 år. Begge var efter det oplyste ikke etnisk danske og iklædt mørkt tøj.

Foto: JTL

Politirapporten fra 2025-06-02

En hundepatrulje standsede en personbil ført af en 29-årig lokal mand. Det viste sig, at han var frakendt førerretten og i bilen stod der seks flasker med lattergas. Han blev derfor også sigtet efter loven om besiddelse af lattergas.

Foto: JTL

Politirapporten fra 2025-05-23

En bilist overhalede en autocamper i fjerde vognbane på motorvejen lige syd for afkørsel 32. På grund af regn og vand på kørebanen havde bilisten, en 26-årig mand fra Rumænien, nedsat sigtbarhed og overså en stor vandpøl på vejen. Bilen mistede vejgrebet på grund af aquaplaning, og føreren forsøgte at bremse med påkørte autoværnet. Ingen kom noget til, men vognbanen blev spærret indtil der var ryddet op.

Foto: JTL

Politirapporten fra 2025-05-19

Politiet fik en anmeldelse om, at en 22-årig mand havde skrevet sammen med en 18-årig ung kvinde på Snapchat og aftalt, at de skulle mødes og gå en tur på stierne ved Asgård Skole. Men kort efter at han havde mødt den unge kvinde, så blev han også opsøgt af 5-8 unge mænd, der kom ud af en busk – flere af dem havde vist, at de havde knive på sig. Den 22-årige løb dog fra stedet, men tabte undervejs sin mobiltelefon. De truende unge mænd beskrives alle som af anden etnisk herkomst end dansk, iklædt mørkt tøj og maskeret delvist med halsedisser el lignende. Politiet hører gerne fra folk, der har bemærket noget mistænkeligt i området.

Foto: JTL

Politirapporten fra 2025-05-09

En mand på 80 år anmeldte, at han i Ølbycenter var blevet udsat for tricktyveri. Manden var blevet kontaktet af to mænd uden for en dagligvarebutik, som manden netop var kommet ud af. De to mænd forsøgte at sætte bakker med grillkul ned i den ældre mands mulepose, hvilket den ældre mand afviste. Efterfølgende opdagede manden, at hans pung med betalingskort og kontanter var væk. Kortet blev efterfølgende misbrugt, inden det blev spærret.

Foto: JTL

Politirapporten fra 2025-05-06

En patrulje stoppede en bil med to unge mænd fra Køge på 16 og 17 år. Den 16-årige sad bag rattet, og var desuden påvirket euforiserende stoffer, så han blev anholdt og sigtet for narkokørsel. I bilen fandt patruljen 98,15 gram hash, og den 16-årige havde mindst 50 pølsemandposer med cannabislogo på sig, som ofte bruges til salgsposer af narko.

Foto: JTL

Politirapporten fra 2025-04-28

Civilklædte nærbetjente var med på en kontrol ved bussen mellem Campus og Ølby Station, da busselskabet oplevede gentagne udfordringer med passagerer uden billet, som ikke ville acceptere en afgift fra kontrolløren. Der havde været flere episoder med truende eller aggressiv adfærd fra gratisterne.
På 2 ½ time blev stoppet ti personer, som kørte uden billet i bussen, og i to tilfælde måtte de civilklædte politifolk skride ind og hjælpe kontrollørerne.

Foto: JTL

Politirapporten fra 2025-04-16

Der kom et alarmopkald fra en gårdejer om brand i stuehuset på en tre-længet gård i St. Ladager ved Lille-Skensved. Da politi og brandvæsen kom frem var huset var overtændt og der var kraftig røgudvikling, som kunne ses flere kilometer væk. Branden blev slukket før den bredte sig til en længe med halm. Ingen personer var kommet noget til, men stueetagen udbrændte. Politiets brandefterforskere skal nu undersøge gården for at forsøge at fastslå brandårsagen.

Foto: JTL

Politirapporten fra 2025-04-07

En bilist anmeldte, at der løb en hund rundt på sydmotorvejen. En patrulje satte straks kursen, men fandt ikke hunden. De kom i kontakt med en 43-årig mand fra Holmegaard, som oplyste, at det var lykkedes ham at indfange hunden, som han havde taget med i sin bil. Kort efter ringede en 28-årig kvinde fra København og oplyste, at hendes hund var løbet væk. Den 28-årige blev sat i forbindelse med den 43-årige, der havde reddet hunden væk fra motorvejen, og hund og ejer kunne genforenes.

Foto: JTL

Politirapporten fra 2025-03-19

Et anmeldte pizzabud, at han havde afleveret en pizza ved et hus i Ølsemagle. En mand tog imod pizzaen i døren, men smækkede så døren i hovedet på pizzabudet uden at betale de 145 kr som pizzaen kostede. En patrulje kørte til adressen, men manden var stukket ud af bagdøren kort forinden. Betjentene kørte en tur omkring Ølby Station for at finde frem til den mistænkte mand, men fandt ham ikke. De kørte herefter retur til adressen, hvor den mistænkte viste sig at være kommet tilbage. De sigtede den 42-årige mand fra Odense, som var på besøg på stedet, for bedrageri.